Annonce
Team Esbjerg

Dyb skuffelse i Team Esbjerg: Det er helt og aldeles ulogisk

Ingen tilskuere til de afgørende kampe i sæsonen. I Team Esbjerg kan direktør H.C. Warrer på ingen måde se logikken. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Håndbolden er ikke en del af genåbningsplanen. Det giver bare overhovedet ingen mening, lyder meldingen fra Team Esbjerg-direktør.

- Det virker fuldstændig grotesk.

Team Esbjerg-direktør H.C. Warrer er dybt skuffet over, at der i den netop offentliggjorte genåbningsplan ikke er kigget håndboldens vej.

Slutspillet, der er sæsonens klimaks, er godt i gang, men det bliver altså fortsat med kampe for gabende tomme haller.

Annonce

- Vi synes, det virker helt og aldeles ulogisk. Der er tænkt på fodbold. Det er fint, men hvorfor i alverden tænker man overhovedet ikke på andre idrætsgrene? Det synes vi ikke giver mening overhovedet, siger direktøren.

I lighed med alle andre klubber har Team Esbjerg ellers diverse protokoller og sundhedsplaner liggende klar, så der kan afvikles kampe på 100 procent forsvarlig vis.

- Dem lavede vi tilbage i oktober sidste år. Vi har inddelt Blue Water Dokken i sektioner, så vi ville lukke 1200 tilskuere ind. Det ville vi nemt kunne gøre på en meget sikker måde. Hvorfor det så ikke rækker, kan jeg virkelig ikke give noget svar på.

I kvindernes liga har man ellers valgt at skubbe semifinalerne en uge, så der først skal spilles tirsdag den 11. maj. Det har man gjort i håbet om, at der ville blive muligt at lukke et begrænset antal tilskuere ind til kampene.


Måske råber vi bare ikke højt nok? Jeg ved det ikke.

Team Esbjerg-direktør H.C. Warrer


- Det er så fuldstændig omsonst. Det er en kolossal skuffelse for håndbolden. Det er da fint nok, at der kan være 11.5000 tilskuere til fodbold i Parken, men måske råber vi bare ikke højt nok? Jeg ved det ikke.

- Man kan også komme i teatret og ud at høre musik under kontrollerede former.  Så hvorfor  i alverden kan man ikke komme til håndbold under kontrollerede former?

I glemmebogen

Team Esbjerg havde ellers et inderligt håb om, at man fik mulighed for i hvert fald at invitere sponsorer og sæsonkortholdere ind til de sidste kampe i sæsonen, men det ser der så ikke ud til at blive noget af.

- Nu har vi ikke kunnet lukke tilskuere ind i meget lang tid, så risikerer vi jo at gå i glemmebogen, når vi ikke kan bevare relationerne. Det her er bare så ulogisk, som noget kan være. Jeg er virkelig skuffet, understreger H.C. Warrer.



Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Livsstil For abonnenter

Fra militæruniform og lægekittel til afslappede ejere af en campingplads: - Hvad er det værste, der kan ske?

Annonce