Annonce
Sønderborg

Dyrlæger opfører nyt superhospital ved Sønderborg

Tirsdag kunne dyrlægerne sammen med formand for teknik- og miljøudvalget Aase Nyegaard tage første spadestik til dyrehospitalet. Foto: Claus Rantzau Møller
Dyrehospitalet Gråsten & Sønderborg bruger tocifret millionbeløb på at bygge nyt i erhvervsområdet Porten tæt ved motorvejen.

Sønderborg: Dyrehospitalet Gråsten & Sønderborg samler nu sine aktiviteter i nyt byggeri i erhvervsområdet Porten ved indkørslen til Sønderborg tæt ved Alssundbroen.

- Det har været en lidt lang fødsel. Vi har længe talt om, hvorvidt vi skulle, turde og ville, men nu står vi endelig her og skal i gang, siger dyrlæge Mikkel Markussen, der sammen med Stig Majlandt og Karina Ryborg driver og ejer virksomheden med afdelinger tæt ved Ulsnæs Centret i Gråsten samt den nedlagte brandstation på Kirke Allé i Sønderborg.

- Vi kommer til at sætte nye og høje standarder med det mest moderne og veludrustede dyrehospital i landsdelen. Vi får samlet alle vores faglige kompetencer uden et tag til gavn for vores patienter og kunder, siger Mikkel Markussen.

Tirsdag kunne trekløveret sammen med formand for teknik- og miljøudvalget Aase Nyegaard så tage første spadestik til det næsten 800 kvadratmeter store byggeri, der forventes at stå færdigt april 2020. Samlet pris løber op i et tocifret millionbeløb.

Annonce

Mere om dyrlægerne

Dyrehospitalet Gråsten og Sønderborg I/S har to dyrehospitaler i Sønderjylland, hvor det ene dyrehospital i Gråsten har en udkørende praksis til husdyr som blandt andet kvæg og heste i blandt andet Sønderborg og Aabenraa.

Hvert dyrehospital har dyrlæger, som er specialuddannede inden for hobby- og kæledyr såsom hunde, katte, gnavere, fugle og krybdyr. Der i dag omkring 20 ansatte i firmaet inklusiv de tre ejere.

Mere byggeri på vej

For omkring ti år siden introducerede SIB Byggeri planen for udviklingen af Porten - et nyt og attraktivt erhvervsområde beliggende lige ud til indkørslen til Sønderborg.

Det 48.000 kvadratmeter store areal skulle rumme kontorejendomme, dagligvarer, liberalt erhverv, sundhedshus og højteknologiske virksomheder, men sådan kom det ikke helt til at gå.

Den økonomiske krise, investorernes tilbageholdenhed og et kompliceret lokalplanarbejde ramte projektet. Først i 2015 stod det første byggeri færdigt - et nyt servicekontor til Novasol Dansommer.

Det næste kom forholdsvis kort tid efter. I 2016 stod et nyt hovedkontor til SAAB Danmark færdigt, men siden har der været stille i Porten- altså indtil tirsdag.

- Det er da en stor dag for os. Vi tror og håber på, at byggeriet vil give en ketchupeffekt. Vi arbejder pt. med tre andre projekter og forventer 1-2 kommer i mål, siger Hans Christian Jensen, der sammen med Torben Golles driver og ejer SIB Byggeri, der i perioder skal have op imod 25-30 mand i gang med hospitalsbyggeriet.

Højere krav fra kunder

Dyrehospitalet Gråsten & Sønderborg med omkring 20 ansatte mangler i dag plads, hvilket i høj grad bliver løst med det ny byggeri.

På det kommer der operationsstuer, seks konsultationsrum, hunde- og kattehotel, skanningsrum, to gange tandrens, stor modtagelse/venteværelse, administration og meget mere.

- Vores kunder stiller højere og højere krav. De forventer, at deres dyr får en bedre behandling, end de selv vil få på sygehuset. Nu imødekommer vi de krav, siger dyrlæge Karina Ryborg.

Dyrehospitalet har i dag døgnåbent, hvilket den fortsætter med på den ny adresse. Bygningen i Gråsten har den allerede fået solgt, og i Sønderborg har den lejet sig ind.

- Vi håber og forventer også helt sikker, at det nye dyrehospital vil give flere kunder. Det bliver fantastisk. Vi glæder os helt vildt til, at det vil stå færdigt, lyder det fra dyrlæge Mikkel Markussen.

Hans Christian Jensen fra SIB Byggeri forventer, at yderligere 1-2 af de tilbageværende 5-6 ledige grunde snart bliver bebygget. Foto: Claus Rantzau Møller
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Udsigt til lang valgkamp: Socialdemokrater og Venstre i strid om integration

Ikke meget kan som diskussioner om integration, udlændinge, og hvad dertil hører, splitte en forsamling. Det gode selskab, en familiefrokost. Eller som det kunne konstateres i denne uge, da to års arbejde fra en række mennesker, der havde sagt ja til at sidde i et politisk underudvalg, blev kasseret: Samme periodes nogenlunde ro i byrådet kan være forbi. I Socialdemokratiet er man i hvert fald ikke i tvivl. Valgkampen frem mod kommunalvalget i 2021 er skudt i gang. Det var et såkaldt 17-4-udvalg, der havde fået til opgave at komme med forslag til en integrationspolitik i Aabenraa Kommune. Arbejdet og konklusionerne blev gjort færdige lige før jul, men i denne uge besluttede et flertal i arbejdsmarkedsudvalget at smide udspillet i skraldespanden. Det flertal bestod af Venstre og Dansk Folkeparti. Integrationspolitik hører ikke til de politiske livretter i Dansk Folkeparti, der ikke ser integration som et mål, men hellere vil sende udlændinge ”hjem”. Og hos Venstre havde man nogle helt andre interesser end succes for benævnte udvalg. Lyder den socialdemokratiske konklusion vel at mærke. FORMANDEN FOR UDVALGET var nemlig Erik Uldall Hansen. Han blev af Socialdemokratiet så sent som i efteråret udpeget som borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2021 – og socialdemokraterne var ikke sene til at mene, at det mest af alt lignede et koordineret angreb på netop Uldall Hansen. Underforstået at ved at erklære konklusionerne fra udvalgsarbejdet ubrugelige ville Venstre vise, at Erik Uldall Hansen ikke har evner til at lede et byråd, når han end ikke er i stand til at få et underudvalg til et udvalg til at fungere. Signe Bekker Dhiman, en anden socialdemokratisk repræsentant i 17-4-udvalget, er vred. I et læserbrev i JydskeVestkysten skrev hun blandt andet: ”På den måde at smide to års arbejde under Venstres valgkampbus finder jeg simpelthen usmageligt (…)” ANDRE UDVALGSMEDLEMMER RETTER skytset mere imod Venstre-manden Chresten Hedegaard. Han sidder ganske vist ikke i byrådet, men med sin placering i Høje Kolstrup Bydelsråd forsømmer han sjældent nogen lejlighed til at fortælle, hvor dårligt det efter hans opfattelse går med integrationen på netop Høje Kolstrup. Og det skønt bydelen ikke længere hverken er på den officielle ghettoliste eller på den liste, der tæller særligt udsatte boligområder i landet. Som han skrev i en mail til JydskeVestkysten fredag som begrundelse for at træde ud af 17-4-udvalget, lige inden dets arbejde blev gjort færdigt før jul: ”Helt grundlæggende efterlyste jeg f.eks. konkrete oplysninger om migranter/flygtninges nationalitet, køn, alder, uddannelse, aktivering, beskæftigelse, bosætning osv.” Man skal ikke kende meget til politik for at vide, at der i disse linjer ligger et ønske om at vise, at udlændingene på Høje Kolstrup fortsat udgør et problem, på trods af at de officielle lister altså fortæller en anden historie om bydelen. DET HØRER MED til den samlede fortælling, at selv hos Socialdemokratiet var begejstringen over 17-4-udvalgets konklusioner til at overse. Eller som Kim Brandt, næstformand i arbejdsmarkedsudvalget, konstaterede forleden: - Der var ting i oplægget, der skulle skærpes, men der var ingen grund til at forkaste det. Det blev det. Og på onsdag, når byrådet mødes igen, kan kampen så fortsætte. FLERTALLET IMOD INTEGRATIONSPOLITIKKEN består, medmindre Venstres Thomas Juhl skulle foretage endnu en politisk U-vending. Som medlem af 17-4-udvalget var han med til at forfatte integrationsudspillet. Alligevel lykkedes det ham at indtage den stik modsatte position i arbejdsmarkedsudvalget, hvor han han sammen med de to øvrige Venstre-medlemmer og udvalgsformand, viceborgmester Ejler Schütt (DF) var en del af den kvartet, som rev udspillet i stykker. Også hos Dansk Folkeparti må de have haft deres diskussioner. Partiets lokalformand, Ida Smed, har som medlem af 17-4-udvalget taget sit ansvar for integrationsudspillet, som hendes viceborgmester til gengæld ikke brød sig om. Onsdagens byrådsmøde bliver ikke just uinteressant. GOD WEEKEND

Sydjylland

Landmand står i gylle til halsen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Annonce