Annonce
Indland

Dyrlæger: Sunde hunde er dyre

Små, syge hundehvalpe bliver i stor stil kørt over grænsen for at blive solgt med kæmpe fortjeneste i Danmark. Bagmændene er sværere at stoppe. Nu forsøger dyrlæger at råbe køberne op.

alarmklokker: Der er som regel lusk, bedrag og syge hundehvalpe bag de annoncer, hvor en sælger forsøger at afsætte hundehvalpe til langt under halv pris.

Det siger flere dyrlæger og dyreværnsorganisationer, der advarer køberne mod at tro, at de kan købe en ordentlig hund til det halve af, hvad en registreret hundeopdrætter skal have for sine hvalpe.

Opråb til køberne
– Så længe der er penge at tjene, vil der også være bagmænd, der vil smugle syge hunde ind i landet.

– Derfor er der al mulig grund til at råbe køberne op. De skal virkelig være kritiske forbrugere. De bliver snydt, for hundehvalpene er tit både syge og for små til at blive taget fra deres mor.

– Det er svært at komme efter sælger, for han er forsvundet bag taletidskort og dækadresser, siger Vibeke Knudsen, konsulent i Dansk Kennel Klub, der mener, at det er på tide at advare køberne.

– Lad være med at tro, at du kan købe en sund hund for en slik. Man er med til at holde denne meget kedelige forretning kørende, når man køber sådan en hund, siger Vibeke Knudsen.

Det samme mener dyrlæge Leif Vraa-Andersen fra Gråsten Dyrehospital, der nærmest er i chok over en sag, som han havde forleden.

Her måtte han igen aflive en afkræftet og syg grand danios hundehvalp, som en mand havde købt for 2000 kroner igennem Den Blå Avis af en sælger, som påstod, at hunden havde stamtavle.

Normalt koster sådan en hvalp 12.000 kroner, og allerede dér bør alarmklokkerne ringe.

Dyrere i den anden ende
– Jeg tror ikke, køberne gør det af ond vilje. Snarere fordi de ikke ved, hvad det er, de gør, og fordi de vil spare nogle penge. Men det bliver faktisk meget dyrere i den anden ende, siger Leif Vraa-Andersen, der allerede har været med til at aflive syge hundehvalpe i fem tilfælde.

– Problemet er stigende, så vi bliver nødt til at få køberne til at forstå problemet, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Annonce