Annonce
EfB

EfB-anfører om 0-4 i Aalborg: Lussingen har vækket os

Markus Halsti, her i nærkamp med Lucas Andersen, spillede selv en frygtelig kamp i Aalborg, og han er ikke bleg for at tage sin del af ansvaret for nedturen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
To EfB-profiler tæt på at komme i slagsmål til træning. Anfører Markus Halsti kritiserer sig selv og holdkammeraterne for at være blevet for dovne, og han håber, at lussingen i Aalborg har vækket holdet.

Bølgerne gik højt til en vildt intens EfB-træning fredag, og en enkelt gang skvulpede det over, da Rodolph Austin og Yuri Yakovenko var ved at komme op at slås.

De to stridshaner blev talt til fornuft, det hele endte i et håndtryk, og træner John Lammers sagde efter episoden, at han faktisk var glad for at se noget temperament på træningsbanen.

- Ind imellem er vi for flinke og høflige, så jeg elsker at se noget vildskab. De to er bedste venner og ville aldrig skade hinanden, sagde John Lammers.

Anfører Markus Halsti var en af dem, der snakkede situationen ned, da han tog fat i en tydeligt ophidset Yuri Yakovenko.

- Jeg sagde til ham, at det bedste, han kunne gøre, var at gå på banen og score mod Rudys (Austins, red.) hold, det ville irritere ham allermest, siger Markus Halsti, der faktisk kunne genkende Yakovenkos reaktion fra de kampe, holdet har spillet i denne sæson.

- Vi har det med at tabe fokus, når vi får modgang, og det må ikke ske. Vi skal bare ryste modgangen af os, tage det som en mand og så komme videre, siger Markus Halsti.

Annonce

Det lykkedes på ingen måde i Aalborg i søndags, da EfB klaskede helt sammen efter det første nordjyske mål, og efter at anføreren har set kampen nogle gange, er han faktisk blevet klogere.

- Vi er blevet lidt for dovne og finder slet ikke tilbage i vores organisation hurtigt nok, når vi eksempelvis mister bolden. Det er i høj grad også mit ansvar som anfører og forsvarsspiller. Men vi har nok løbet rundt med den der følelse, at det hele nok skal komme, vi spiller jo godt nok.

- Så måske det var godt, I fik en ordentlig øretæve, for hvis I havde tabt 1-0 og havde været uheldige, havde I måske stadig gået rundt og troet, at det nok skulle komme?

- Det, tror jeg, at du har helt ret i. Nederlaget i Aalborg var måske lige præcis det, vi havde brug for for at vågne. Vi har ikke rigtig været der med den energi, vi havde i sidste sæson, men jeg tager den intense træning i dag som udtryk for, at vi nu ved, at det er alvor, siger Markus Halsti.

Ikke så meget snak

Han har i sin pænt lange karriere aldrig prøvet at starte en sæson med syv kampe - inklusive de to kampe i Europa, uden sejr, og han roser både holdet og trænerne for at tackle situationen godt og ærligt. Og for ikke at snakke hele situationen ihjel.

- Det er vigtigt, at man ikke snakker for meget. Vi havde et godt møde i mandags, hvor alle var ærlige og ikke bare sad og pegede fingre ad de andre, og siden har vi ikke snakket så meget, vi har bare trænet hårdt, fortæller Markus Halsti, der heller ikke har overdrevet sin opgave som mental indpisker i denne uge.

- Det ville virke helt forkert, hvis jeg hele tiden gik rundt og spurgte alle, om de nu havde det godt, og om de havde spist rigtigt. Jeg har forsøgt at agere, som jeg plejer, og så har jeg selvfølgelig haft fokus på at passe mit arbejde, for jeg var jo også en af dem, der fejlede i Aalborg, erkender Markus Halsti.

Tid til handling

Planen er naturligvis at vende skuden søndag mod Lyngby, og EfB-anføreren har recepten klar. Og den er ikke hemmelig, den er nemlig akkurat den samme som den, der gav bronze.

- Hvis vi havde spillet fem kampe som den i Aalborg, ville jeg virkelig ikke vide, hvad vi skulle gøre. Så kunne vi lige så godt stille med U19-holdet. Men jeg synes, at vi i de første fire kampe har gjort mange ting rigtige, nu skal vi bare gøre det endnu bedre. Vi skal derhen, hvor vi var i sidste sæson, hvor vi var svære at spille mod. Jeg snakkede med mange af vores modstandere i for eksempel FC Midtjylland og Brøndby, og de var virkelig trætte af at spille mod os, fordi vi gjorde det så svært for dem, fortæller Markus Halsti, der er udmærket klar, at al snak om intens træning, vildskab, god stemning, ærlighed og alt andet er ligegyldigt, hvis det ikke giver en sejr over Lyngby.

- Vi har vist på træningsbanen, at vi kan og vil det her, nu skal vi vise det på Blue Water Arena, siger Markus Halsti.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Flyvestation Skrydstrup og kaserner kan huse coronasmittede

Kommentar For abonnenter

Det handler ikke om Rerup - det handler om borgerne

Kan man som borger være sikker på, at man får en ærlig og korrekt behandling på Haderslev Jobcenter, hvis man af forskellige grunde er henvist til offentlig forsørgelse? Vi lever i et land, hvor vores forhold til myndighederne heldigvis og for det meste er præget af tillid. Men man bliver i tvivl, hvis man ser på den lange stribe af sager om forkert behandling af borgere på Haderslev Jobcenter, som Mogens Rerup som partsrepræsentant har vundet i diverse appelsager. Set ud fra de sager er svaret afgørende nej. Man kan ikke være tryg. Senest har Mogens Rerup igen vundet en ankesag, hvor en 24-årig psykisk handicappet mod reglerne fik lukket sin uddannelseshjælp og af Haderslev Jobcenter blev nægtet hjælp til indskud til en lejlighed med besked om, at han bare kunne blive boende hjemme hos sine forældre. Nu får han alligevel hjælp, som reglerne foreskriver. Men i stedet for at få rettet op på det fundamentale problem, at der bliver lavet for mange fejl i sagsbehandlingen af borgerne på Haderslev Jobcenter, så har Haderslev Kommunes politiske og administrative ledelse i mere end et år valgt at dreje problemet over på Mogens Rerups person. Det handler om Rerups habitus, hans optræden, de mange mails han sender osv. Men undskyld mig, tager jeg fejl, hvis jeg ræsonnerer, at der ikke ville være nogen sager for Mogens Rerup, hvis Haderslev Jobcenter var i stand til at forvalte borgernes ret og pligt efter reglerne? Det er jo fejl på fejl i behandlingen af borgerne på Haderslev Jobcenter, der gør Rerup til det, han er i dag: En irriterende plet på Haderslev-skjorten, som bare ikke vil gå af i vask. Skal pletten på Haderslevs ry og rygte vaskes væk, er det ikke Rerup, der skal væk, men fejlene på Haderslev Jobcenter. Det er i grunden ret enkelt. Men Haderslev Kommunes kommunikation er gennemsyret af en uklædelig "offerrolle": Det er hele er Rerups skyld og hans facon over for de ansatte, ikke jobcenterets. Når redaktionens journalister taler med visse udvalgsformænd og direktører, og det handler om endnu en ufordelagtig historie om Haderslev Jobcenter, så får de at vide mere eller mindre direkte, at de nok er sendt i byen af Mogens Rerup. Intet kunne være mere forkert. Redaktionen er hverken i lommen på den ene eller anden part i denne mere og mere ulykkelige sag. Fokus for avisens redaktion og for kommunen bør ligge på en besvarelse af det spørgsmål, jeg indledte med: Kan borgerne være sikre på, at de får en korrekt behandling på Haderslev Jobcenter? Økonomi spiller åbenlyst en rolle i alt det her. Offentlig forsørgelse er dyrt for kommunen, og skal man holde et budget er det nødvendigt at gå konservativt til værks. Men alle skal altså følge spillereglerne. Ledelsen i Haderslev Kommune og en række fagforeninger vælger så mandag at udsende en noget usædvanlig "udtalelse", hvori den gentager ledelsens gennemgående pointe, nemlig at det hele handler om Rerup og hans facon. Det sker ovenikøbet efter, at en medarbejder på jobcenteret i sidste uge smækker med døren og i en mail til byråd og ledelse fortæller, at hun direkte er blevet opfordret til at omgå loven ved "ikke at kunne huske noget", hvis hun bliver spurgt. Der er formentlig en reel risiko for, at Haderslev Jobcenter kommer under skærpet opsyn fra staten og endda under administration, hvis udgifterne og fejlene på jobcenteret fortsætter med at stige i antal. Og måske vil en form for skærpet tilsyn fra staten i virkeligheden være at foretrække. Tilliden skal genoprettes.

Haderslev

Haderslev taber sag mod storbank

Annonce