Annonce
Sport

EfB-landsholdsspillere klar mod OB

For Joni Kauko faldt spilletiden i de to landskampe perfekt i forhold til EfB - han spillede fuld tid i den første kamp og fik kun et par minutter i den anden kamp tirsdag aften. Foto: John Randeris/Scanpix

Joni Kauko fik fordelt spilletiden for Finland perfekt, Markus Halsti har slet ikke spillet, mens Adrian Petre fik scoret for Rumænien. Adnane Tighadouini ikke klar til de første 11 mod OB.

Først torsdag formiddag vil EfB-træner John Lammers have samling på sin trup efter landsholdspausen.

Først da træner klubbens tre udenlandske landsholdsspillere med igen efter noget forskellige oplevelser på den internationale scene.

Størst succes har Joni Kauko og Adrian Petre haft. Kauko spillede hele kampen for Finland i 1-0-sejren over Ungarn forleden, men måtte nøjes med et par minutter mod Estland tirsdag - den kamp blev også vundet 1-0. Kauko har således fået spilletiden fordelt perfekt over de to kampe og skulle være udhvilet og klar til fredag.

Adrian Petre sad over i Rumæniens U21-kamp mod Portugal i sidste uge, men tirsdag spillede han fuld tid og scorede til 1-0 i 2-0-sejren over Bosnien.

For EfB-anfører Markus Halsti var landsholdspausen mest af alt ferie - han var i den finske trup, men spillede hverken mod Ungarn eller Estland.

- De bruger alle tre onsdagen på at rejse og hvile, og så træner de med torsdag. Jeg regner bestemt med, at de alle tre er klar til at spille mod OB fredag, siger træner John Lammers.

Annonce

Flere byder sig til

Samtidig med, at han kan glæde sig over, at konkurrencen på holdet er blevet øget, må han også konstatere, at flere af de spillere, der nu byder sig til, endnu ikke er i spil til de første 11.

Det gælder Emmanuel Oti Essigba, der efter sin forstrækning mod AaB var på træningsbanen på fuld tid for første gang tirsdag.

Det gælder Rafael van der Vaart, der også trænede med for fuld kraft for første gang tirsdag efter sit indhop mod FC København for halvanden uge siden.

Og det gælder den marokkanske kantspiller Adnana Tighadouini, der trænede to gange tirsdag og viste fine ting på træningsbanen onsdag.

Derudover var den tidligere anfører Nikolaj Hagelskjær også på træningsbanen onsdag, han gik dog ind før tid. Det samme gjorde FCM-lejesvenden Kristian Riis. Ingen af de to er klar fredag.

- I flere kampe har jeg hverken haft forsvarsspillere eller kantspillere på bænken, det har jeg nu, og vi er ved at være derhenne, hvor jeg nærmer mig 16-18 spillere, der kan spille fra start. Konkurrencen om pladserne bliver større og større, siger John Lammers, der dog fortsat må kigge langt efter et comeback til backen Daniel Anyembe. Han trænede ikke onsdag og forventes at være ude i mindst et par uger endnu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce