Annonce
EfB

EfB lejer angriber i Brøndby

Ante Erceg har længe været rygtet væk fra Brøndby, men det var ventet, at han ville tage til udlandet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018
Ante Erceg blev aldrig en succes i Brøndby, nu skal han hjælpe EfB med at undgå nedrykning.

I jagten på de nødvendige mål for at undgå nedrykning, har Esbjerg fB med øjeblikkelig virkning tilknyttet den kroatiske angriber Ante Erceg på en lejeaftale fra Brøndby IF.

30-årige Erceg kommer til EfB efter halvandet år i Brøndby, og inden da spillede han blandt andet i den kroatiske storklub Hajduk Split, hvor det blev til 20 mål i 44 kampe.

Ante Erceg blev i sommeren 2018 hentet til Brøndby som en direkte erstatning for Teemu Pukki, og kroaten var da også skarp med det samme. Han scorede både i træningskampene inden sæsonen og lavede ligeledes tre mål i sine første fem Superliga-kampe. Men så var det sket. Siden da er det kun blevet til fire mål i Brøndby-trøjen, og det er desuden blot blevet til spilletid i to ligakampe i indeværende sæson. Ante Erceg står således noteret for sølle 17 minutter i efterårets kampe i superligaen. Han fik otte minutter i 2-1-sejren over AaB og ni minutter i 3-0-nederlaget til AGF - begge kampe spillet i august.

Alligevel er EfB-sportschef Jimmi Nagel Jacobsen naturligvis sikker på, at den 30-årige angriber kan forstærke det EfB-hold, der havde så svært ved at lave mål i efteråret. EfB er med 17 scoringer i 20 kampe det mindst scorende hold i superligaen.

- I Ante Erceg får vi en stærk offensivspiller, der er hurtig og aggressiv i sit spil. Erceg har tidligere vist sig som en kynisk målscorer, og vi er sikre på, at vi i fællesskab kan finde dette frem igen til glæde for begge parter.

- Vi har i forvejen stærke angribere, og nu øger vi konkurrence yderligere på den sidste tredjedel af banen i bestræbelserne på at præstere en god forårssæson, siger Jimmi Nagel Jacobsen, der ikke har kommentarer til, om tilgangen får konsekvenser for de øvrige offensive spillere i EfB.

- Ante Erceg er tænkt som et supplement til de angribere, vi allerede har, det kan sagtens tænkes, at alle de, der er her, også bliver her i foråret, siger EfB-sportschefen og afliver dermed rygtet om, at Ante Erceg er købt som erstatning for Adrian Petre, der ifølge vedholdende og vedvarende rygter er vej væk fra EfB.

Kroaten er på træningsbanen første gang torsdag 14.00 og er i spil til træningskampen mod Fredericia fredag.

Annonce

To spillere på vej ud

To af EfB's unge prøver lige nu kræfter i andre klubber med henblik på lejeaftaler. Midterforsvareren Noah Nurmi er hjemme i Finland, mens Simon Bækgaard træner med i 2. divisionsklubben Middelfart.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Annonce