Fodbold: EfB-tiden er forbi for Christian Køhler efter blot et halvt års tid.
Den 24-årige midtbanespiller fortsætter karrieren hos Valur i Island.
Køhler kom til EfB i oktober, men han har blot spillet seks kampe for 1. divisionsklubben.
Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen siger dermed farvel til Køhler et halvt år inden kontraktudløb.
- Christian Køhler har været en god mand for EfB, idet han altid har leveret professionelt til både træning og kamp. Han skal spille regelmæssigt, og det er der ikke udsigt til hos os, så vi har lavet en aftale om, at skilles nu, og så ønsker vi Christian alt det bedste fremover, siger sportschefen i en pressemeddelelse.