Den helt firkantede version af kampen mellem EfB og Silkeborg lørdag eftermiddag går ud på, at det er muskler mod teknik. At EfB skal have bragt så meget fysik ind i kampen som muligt for at stoppe de letbenede og velspillende Silkeborg-spillere.
Den version køber EfB-træner Olafur Kristjansson ikke – i hvert fald ikke helt.
- Det er for simpelt at stille det op på den måde. Det er da rigtigt, at det ikke er dårligt for os, hvis kampen bliver præget af duelspil, men vi skal jo også huske at spille fodbold.
- Men det vel rigtigt, at det er svært at vinde en kamp på noget, man er næstbedst til, og Silkeborg er vel et bedre spillende hold end jer?
- Det er jeg sådan set enig i, og jeg er sådan set også enig i, at Silkeborg med bolden nok er det bedste hold i denne række, men vi kan jo ikke bare fokusere på at ødelægge deres spil, vi skal også se på, hvordan vi kan gøre ondt på dem med bolden. Vi skal ikke kun reagere, vi skal også agere.
- Og hvordan kan I det?
- Det ville være dumt af mig at sige det til avisen, men vi har selvfølgelig kigget på nogle af de situationer fra de første kampe mod dem, hvor vi kom i nogle situationer, hvor de kom i problemer.
Vi må ikke være naive
- I var så også i problemer i en time i den seneste kamp på hjemmebane, som I tabte 2-1 – hvordan undgår I at komme det igen?
- Vi skal frem for alt undgå de boldtab, der kostede i starten af kampen. Jeg vil ikke sige, at vi spillede naivt, men vi gav i hvert fald bolden væk på nogle farlige steder på banen.
- Selv om I tabte 2-1, var det nærmest min opfattelse, at I spillede for offensivt mod Silkeborg, altså at I udfordrede dem på den forkerte måde – er du enig?
- Ikke helt, men jeg er enig i, at vores hold blev for langt. Altså der var for langt mellem den forreste og bageste spiller, og derfor kunne vi ikke lægge pres på dem, derfor kom vi til at løbe efter bolden. Det skal vi undgå. Holdet skal være kompakt hele tiden, uanset om vi trækker os tilbage, eller om vi presser.
- Silkeborg var bedst i en time i 2-1-kampen, I var bedst i den sidste halve time. Blev I bedst, fordi I gjorde noget rigtigt, fordi de blev trætte, eller fordi de bevidst trak sig, da de førte 2-0?
- Det er nok en kombination, men på mig virkede det i hvert fald til, at de blev trætte, og i den sidste halve time af den kamp foregik kampen på vores præmisser. Vi skal sørge for, at det bliver mere end en halv time denne gang.
I den bekymrende afdeling tæller det, at Joni Kauko udgik af træningen onsdag og slet ikke trænede torsdag, men Olafur Kristjansson fortæller, at finnen bare blev skånet og er klar.
I den opmuntrende afdeling tæller det, at Kjartan Finnbogason torsdag var på banen igen for første gang, siden han blev skadet mod Viborg. Han trænede dog alene sammen med fysioterapeut Søren Møller Kristensen og er naturligvis ikke klar til lørdagens kamp.