Annonce
EfB

EfB-træner: Vi skal styrkes i offensiven

Yuri Yakovenko og Joni Kauko, der sammen med Jakob Ankersen har været de mest scorende for EfB i efteråret, skal forvente øget konkurrence om pladserne i foråret, hvis det går, som træneren håber. Foto: Jacob Schultz
Olafur Kristjansson håber på to-tre nye spillere i dette transfervindue. Indtil videre er Rafael Kurzawa ikke blandt de højest prioriterede. Testkamp mod Randers giver spilletid til hele truppen.
Annonce

Om godt to uger lukker transfervinduet for denne gang, og inden da er det EfB’s ambition at styrke truppen med to-tre spillere. Det fortæller træner Olafur Kristjansson, der også gerne peger på den del af holdet, der trænger mest til nye spillere og øget konkurrence.

- Det er offensiven, jeg vil gerne have flere alternativer i offensiven. Generelt er det godt for en trup at få noget nyt blod, og kan vi hente en eller to spillere, der kan gå direkte ind i startformationen, vil det være godt. Og så måske en eller to, der kan forstærke os på lidt længere sigt, siger Olafur Kristjansson.

- Det kom forleden frem, at polakken Rafael Kurzawa, der var i EfB i foråret sidste år, er arbejdsløs og bejler til danske klubber, er han et emne?

- Jeg ved godt, at han har været her, og at han gjorde det godt og er en dygtig spiller, men som det ser ud nu, er han ikke højest prioriteret på vores liste, siger Olafur Kristjansson.

Annonce

Tre mand sidder over

Han sender lørdag sine spillere ud i den første testkamp i 2021 efter blot fem dages træning. Randers tager imod på klubbens kunstgræsbane, og Olafur Kristjansson må se bort fra tre spillere, Rodolph Austin, Patrick Egelund og Christian Køhler.

- Vi regner stadig med, at Rudy (Rodolph Austin, red.) lander i Danmark i weekenden, så han kan træne med os i næste uge. TK (Christian Køhler, red.) har haft corona, og der er nogle regler, der gør, at han ikke må spille. Og Paddy (Patrick Egelund, red.) passer vi bare rigtigt godt på.

- Jeg hørte, at han efter træningen forleden mente at kunne mærke noget til skaden endnu, det er vel ikke et godt tegn?

- Jeg tror mest, at det sidder i hovedet på ham. Han er selvfølgelig bange for at blive skadet igen, og hvis han har lidt ømme muskler efter hård træning, kan han godt frygte, at skaden springer op igen. Han skal igennem et længere forløb, hvor han ikke mærker noget, og vi må se, hvor lang tid det tager. Det er stadig min plan, at han skal være klar til den første turneringskamp 13. februar.

- Du har valgt at teste mod fire superligahold og så Aarhus Fremad til sidst, er det for at blive matchet hårdest muligt inden et hårdt forår?

- Det er det. Vi har fem tophold i de sidste seks kampe af grundspillet, og så har jo masser af hårde kampe i slutspillet. Dem skal vi være klar til, og det bliver ved at blive matchet hårdt i træningskampene.

Det starter lørdag 13.00 i Randers, hvor Olafur Kristjansson giver samtlige spillere lige meget spilletid og skifter hele holdet efter første halvleg.

- Men det bliver ikke en A- og en B-kæde. Vi skal have respekt for, at det er en stærk modstander, vi skal op imod, så jeg blander de to hold, vi stiller med, så der er både erfaring og rutine på begge hold, siger EfB-træneren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce