EfB-spiller og cheftræner John Lammers håber at bevare den overraskende tredjeplads. FCM-træner roser vestjyderne.
REAKTIONER: Jacob "Lungi" Sørensen var manden bag det første store jubelbrøl på Blue Water Arena, da han bragte EfB foran i 2-2-kampen mod FCM.
Efter en første halvleg, hvor EfB var heldig med at komme til pause med 0-0, tordnede midtbanespilleren bolden i nettet kort efter pausen.
Og hvor var det lige, han ramte den bold?
- Lige i røven, konstaterede han.
Altså samme sted, som en anden dansk fodboldspiller gjorde, da Danmark for 26 år siden vandt EM-guld mod alle odds. Så vidt går det næppe for "Lungi", men EfB er også mod alle odds alene på tredjepladsen i superligaen. Og Jacob Sørensen mener egentlig ikke, at holdet mangler noget for at blive på den plads.
- Lige nu mangler vi ikke noget. Jeg ved godt, det er store ord, sagde midtbanespilleren.
Og i en superliga, hvor kun FCK og FCM ser stærkere ud end de andre hold i rækken, kan EfB vel lige så godt ligge nummer tre som alle andre hold.
- Hvis vi bliver ved sådan her, tror jeg godt, vi kan spille med i toppen, mente Sørensen.
- Der er heller ikke langt ned til bunden, og målet er stadig at undgå nedrykning. Men jeg håber, vi kan spille med. Lige nu er det bare sjovt at møde på arbejde hver dag, konstaterede han.
Cheftræner John Lammers er manden, der førte EfB op i superligaen, og nu kan han konstatere, at oprykkerholdet indtager en overraskende tredjeplads. Han påpeger, at ligaen er tæt, hvis man ser bort fra FCK og FCM.
- Se på, hvor tæt det er. Men vi vil i hvert fald prøve, siger han på spørgsmålet om, hvorvidt EfB kan blive i toppen.
- Alt er tæt, og det kan man se på resultaterne igen i dag, sagde Lammers.
Da FCM var kommet foran 2-1, gik han over til at spille 4-4-2.
- Jeg havde været tilfreds med måden, Petre spillede på, og jeg ville gerne have mere tyngde ind i angrebet. Med 4-4-2 øger man muligheden for at score, mente Lammers, der ellers ikke har for vane at spille 4-4-2.
Mens EfB-træneren erkendte, at FCM trods uafgjort var det bedste hold, var der fra midtjysk side ros til det, der er i gang i Esbjerg.
FCM-træner Kenneth Andersen udtrykte respekt for EfB's indstilling.
- De har en kæmpe tro på tingene og arbejder for hinanden, så det er helt fortjent, at de ligger, hvor de ligger, sagde FCM-træneren.