Annonce
Sport

Effektive Sheffield banker Chelsea og nærmer sig Europa

Rui Vieira/Reuters
Sheffield United slog til, da det gjaldt, da Chelsea lørdag blev besejret med 3-0 i Premier League.
Annonce

Sheffield United har været denne sæsons helt store overraskelse i Premier League.

Oprykkerne har længe ligget godt til i den sjove halvdel af tabellen, og lørdag blev det til en stor skalp, da Chelsea på hjemmebane blev slået sikkert med 3-0.

Sejren sender i hvert fald for en stund Sheffield op på sjettepladsen, der giver adgang til Europa League-gruppespillet næste sæson. Holdet har to point ned til Wolverhampton på syvendepladsen, der dog har spillet en kamp færre.

Syvendepladsen sender indehaveren i Europa League-kvalifikationen.

Chelsea kan ende med at gøre lørdagens modstander selskab på europæisk fodbolds andenklasse.

Leicester og Manchester United kan således presse Frank Lampard og co. ud af top-4 og Champions League-pladserne, hvis holdene i denne runde slår henholdsvis Bournemouth og Southampton.

I lørdagens sidste Premier League-kamp vandt Manchester City overbevisende over Brighton, der blev besejret med hele 5-0. Raheem Sterling stod for tre af målene.

Med sejren sikrede Josep Guardiolas tropper sig andenpladsen i den bedste engelske række i denne sæson.

Sheffield United kom stærkt ud af starthullerne mod Chelsea.

Efter små 20 minutter kom hjemmeholdet foran 1-0, da David McGoldrick stod det rigtige sted, da Chelsea-keeper Kepa Arrizabalaga parerede et afrettet skud, men ikke kunne holde fast i bolden.

32-årige McGoldrick var på pletten, og den irske angribers første Premier League-mål i karrieren blev et nemt et af slagsen.

Sheffield fortsatte med at sidde på kampen, og efter lidt over en halv time headede Oliver McBurnie et indlæg i mål til pausestillingen 2-0.

I pausen måtte Andreas Christensen lade sig erstatte af Antonio Rüdiger, ligesom Marcos Alonso kom ind i stedet for Mason Mount.

Chelsea overtog kontrollen i anden halvleg. Men Sheffields defensiv stod solidt, og London-holdets angreb prellede gang på gang af på den rød-hvide mur foran Manchester United-lejesvenden Dean Henderson i Sheffields mål.

I stedet slog David McGoldrick til igen, da han efter en hurtig omstilling udnyttede en kluntet forsvarsaktion af Rüdiger og bankede en løs bold i feltet ind til 3-0.

Chelsea-defensiven var usikker og famlende, og mod slutningen var det i flere omgange tættere på at blive 4-0 end 3-1.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

SF'er opfordrede Søvndal til at gå efter borgmesterposten i vinter: - Nu kan vi måske få en reel valgkamp

Trekantområdet

Efter badeulykke på Østerstrand: Badegæster siger ja tak til mere skiltning

Annonce