Annonce
Aabenraa

Efter aflysning af events: Stor opbakning til virtuel genforeningsstafet har overrasket DGI

Deltagerne i den virtuelle stafet har lagt billeder op på de sociale medier med hashtagget "#virtuelstafet2020. Billederne har DGI Sønderjylland samlet til collager. Collage: DGI Sønderjylland
Efter aflysningen af den store genforeningsstafet blev DGI Sønderjylland inspireret af eventen Danmark løber sammen og valgte at lave en virtuel genforeningsstafet. Siden 2. maj har deltagerne løbet over 6000 kilometer, og lørdag den 30. maj kan alle løbe med i den store afslutning.

Aabenraa: Det var i disse dage, at den store genforeningsstafet skulle have slanget sig gennem Sønderjylland for at ende i Aabenraa på lørdag den 30. maj ved indvielsen af de nye Genforeningspark.

Begge events blev aflyst på grund af coronaepidemien, og for arrangørerne bag stafetten var det store spørgsmål nu, hvordan de kunne holde gryden i kog i et år.

- Da jeg så, hvor mange eventen Danmark løber sammen kunne få til at være aktive på afstand og deltage i et virtuelt løb, da tænkte jeg, at vi måske kunne gøre det samme med genforeningsstafetten. Gøre noget for de 25 foreninger, der var blevet ramt af den her ærgerlige aflysning. Min idé var, at hver forening fik en dag hver i maj, hvor de skulle være virtuel vært for en en gå- eller løbetur og få aktiveret de lokale motionister hver for sig med start fra egen hoveddør. Det blev modtaget rigtig godt ude i foreningerne, og alle 25 sagde ja til at være med, fortæller kommunikationskonsulent i DGI Sønderjylland, Anna Mortensen.

Den virtuelle stafet er gået over al forventning, og onsdag den 20. maj rundede stafetten 6000 kilometer. De er løbet eller gået over hele Sønderjylland på 17 dage.

- Rekorden blev sat i Sønderborg den 9. maj, hvor de nåede over 600 kilometer. Opbakningen har overrasket mig rigtig meget. At se hvor mange, der har deltaget, selvom de ikke var fra nærområdet. Det er nået bredt ud, og folk har syntes, det er en god mulighed for at komme ud og bevæge sig samtidig med, at de bidrager til noget. Og det er jo det bedste, at vi har fået folk ud og bevæge sig, siger Anna Mortensen.

Annonce

Virtuel genforeningsstafet

  • Fra den 2. til den 29. maj har hver af de 25 foreninger rundt i Syddanmark én dag, hvor de skal få aktiveret de lokale motionister med en gå- eller løbetur hver for sig med start fra egen hoveddør.
  • Efter turen opfordres deltagerne til at dele et billede under hashtagget #virtuelstafet2020 og skrive, hvor mange kilometer turen har været.
  • På den måde kan deltagerne i den virtuelle stafet føle, at de er en del af et større fællesskab trods det foregår på afstand og hver for sig.
  • Hver dag tæller DGI Sønderjylland dagens kilometer sammen og lægger det online.
  • Stafetten løbes i mål lørdag den 30. maj ved, at styregruppen bag DGI Stafet 2020 inviterer alle 25 foreninger samt medlemmer og øvrige interesserede til at løbe eller gå en tur.
  • Den dag skulle alle stafetløberne have været samlet for sammen at bringe depechen i mål ved Folkehjem i Aabenraa.
  • Alle, der deler et billede og antal kilometer i denne begivenhed fra deres tur lørdag d. 30. maj deltager i konkurrencen om billet til en valgfri Stafet 2020 event til næste år.
  • Man kan både gå eller løbe, og man bestemmer selv antallet af kilometer.

Afslutning på lørdag

Hun har arbejdet sammen med DGI Sønderjyllands konsulent indenfor løb og gang, Danni Callesen, om eventen, og de har nu begge et mål om at nå de 10.000 kilometer inden afslutningen på lørdag den 30. maj.

- Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi når. Jeg tror, der er rigtig mange, der deltager lørdag, fordi det er en fridag, siger Danni Callesen, som ikke har kendskab til andre lignende virtuelle løb i Danmark, hvor så mange foreninger er med.

De håber begge, at den virtuelle stafet kan være med til at skabe yderligere interesse om den "rigtige" genforeningsstafet, som nu først bliver gennemført i maj 2021.

- Nu er vi kommet ind i folks mindset, og det har været en god måde at få testet det med at give stafetten videre, som er det, vi skal om et år. Vi håber, at det her initiativ er med til at give flere deltagere om et år, og nu skal vi så finde ud af, hvordan vi holder gryden yderligere i kog til 2021, siger Anna Mortensen.

På lørdag den 30. maj bliver stafetten løbet i mål med den store afslutning, hvor alle kan deltage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Natteravnen er i fare for at uddø lokalt

112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Annonce