Annonce
Kolding

Efter altanulykke i Kolding: Nu tages sagen op i Folketingets boligudvalg

Det var denne altan, der lørdag aften styrtede sammen. Fem unge mennesker i alderen 18-21 år kom til skade ved ulykken. En af dem, en 19-årig mand, fik svære hovedskader. Foto: Anders Græsbøll Buch
Med henblik på at finde en løsning til at undgå fremtidige tilfælde vil boligordfører Henrik Møller (S) nu tage sagen om altanulykken i Kolding op i Folketingets boligudvalg.
Annonce

Kolding: Altanulykker, som den der skete på Dr. Fichs Vej Kolding lørdag aften, skal for så vidt muligt undgås i fremtiden. Sådan lyder det fra Socialdemokratiets boligordfører Henrik Møller, der netop på baggrund af sagen fra Kolding vil tage sagen op i Folketingets boligudvalg.

- Det næste skridt er nu, at vi skal have en drøftelse i boligudvalget. Jeg vil tage fat i boligudvalgsformanden og sikre, at det kommer på dagsordenen. Det er klart, at der skal kigges på det på baggrund af sagen, siger Henrik Møller.

Om løsningen bliver at indføre kontrol af altaner, som det lokalt valgte folketingsmedlem for SF Karina Lorentzen mandag foreslog, vil boligordføreren dog ikke garantere.

- Jeg synes, vi først skal danne os et bedre overblik. Jeg vil ikke afvise, at vi skal have det, men om det lige er tilsyn, der er løsningen, det ved jeg ikke. Der skal jeg først komme til bunds i problematikken. At lovgive hver gang der sker et eller andet, skal man være lidt varsom med, siger Henrik Møller og tilføjer:

- Men jeg er helt enig i, at det er uacceptabelt, at det sker (ulykker som den i Kolding, red.). Det er menneskers helbred, der er på spil.

Annonce

Pjece ikke nok

Karina Lorentzen (SF) er glad for, at sagen nu tages op i boligudvalget. Hun frygter dog samtidig, at der i sidste ende ikke bliver indført tilsyn med altaner.


Jeg håber virkelig, at vi kan lande på, at der skal være en form for tilsyn. Jeg synes ikke, at det kan passe, at man i princippet kan sætte en altan op, som kan sidde der i 100 år eller mere uden at blive gennemset.

Karina Lorentzen, medlem af Folketinget for SF


- Jeg synes, det lyder helt perfekt, at det tages op i boligudvalget. Men jeg kan blive lidt bekymret for, at der ikke kommer en reel kontrol. Jeg tror, der skal skrappere midler til end en ny pjece, siger hun og tilføjer:

- Uanset hvad de tekniske undersøgelser af altanen i Kolding kommer til at vise, så vil det være mest betryggende, at man har en periodisk gennemgang af dem. Jeg kan slet ikke forstå, at vi har regler for gennemsyn af skorstene, vi har regler for gennemsyn af elevatorer, men vi har det ikke for altaner.

Annonce

Ulykke i 2016

Efter en ulykke i Nykøbing Falster i 2016, hvor en altan brød sammen under seks unge mennesker, lød det dengang fra Socialdemokratiets daværende boligordfører Jan Johansen, at der netop skulle stilles forslag om tilsyn med altaner. Det blev dog ikke til noget.

- Jeg håber virkelig, at vi kan lande på, at der skal være en form for tilsyn. Jeg synes ikke, at det kan passe, at man i princippet kan sætte en altan op, som kan sidde der i 100 år eller mere uden at blive gennemset, siger Karina Lorentzen.

Også Socialdemokratiets nuværende boligordfører Henrik Møller husker sagen fra 2016. Han understreger dog, at det vil kræve mere viden at tage stilling til, om det nu også er et tilsyn, der er den rigtige løsning.

- Ja, nu har vi så måske muligheden for at gøre det. Men jeg skal lige være helt sikker og lidt klogere, inden vi gør noget, siger Henrik Møller.

Ifølge boligordfører Henrik Møller (S) vil boligudvalget gå i gang med at se på sagen om altanulykker i løbet af efteråret. Han forventer, at det kan behandles forholdsvist hurtigt.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har grundet ferie ikke haft mulighed for at stille op til interview.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Lige før sæsonstart: Ligaspiller i Kolding er testet positiv for corona

Danmark For abonnenter

Bekymret statsminister vil udsætte åbning af nattelivet og varsler mundbinds-påbud

Annonce