Annonce
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

- Jeg er ked af det. Jeg havde gerne fortsat. Men det er ikke de forhold, jeg kan fortsætte under, siger Arne Nørgaard, som har været formand for Kristkirkens menighedsråd i den seneste valgperiode. Arkivfoto: Jacob Schultz
Når der er valg til menighedsrådene senere på året, stiller Arne Nørgaard ikke op. Han har i utide forladt sin formandspost i Kristkirkens menighedsråd, fordi han er utilfreds med, at biskop Marianne Christiansen har udskudt ansættelsen af kirkens nye præst. Biskop beklager hans beslutning.
Annonce

Kolding: Onsdag står Arne Nørgaard stadig nævnt som formand for menighedsrådet, hvis man klikker ind på Kristkirkens hjemmeside, men det er udelukkende fordi, at man endnu ikke har nået at fjerne hans navn.

Beslutningen om at trække sig fra posten er da også ganske ny. Den traf han forud for det almindelige møde i menighedsrådet tirsdag aften, som han selv havde udsendt dagsorden til.

Et af punkterne drejede sig om den samtale, rådet skulle have med biskoppen i sidste uge, og det er resultatet af den samtale, der har fået Arne Nørgaard til at trække sig fra posten. Samtalen mundede nemlig ud i, at biskoppen har besluttet, at det først bliver efter valget til menighedsrådet senere på året, at der skal findes en ny præst til Kristkirken som afløser for Per Damgaard Pedersen, der netop er stoppet.

- Jeg kan kun udtale mig ganske kort om sagen, men i forhold til min afgang fra menighedsrådet, så handler det om, at jeg ikke vil stå på mål for en beslutning, hvor biskoppen vipper os ned ad brættet og siger, at det går ikke an, at I vælger præst nu, for vi har brug for, at andre bliver valgt ind, siger Arne Nørgaard og føjer til:

- Jeg ser sådan på det, at et dygtigt og seriøst menighedsråd skal man ikke vippe af brættet, og da biskoppen har gjort det, så har jeg sagt, at så er jeg færdig. Det vil jeg ikke være med til, siger Arne Nørgaard.

Der ser jeg sådan på det, at et dygtigt og seriøst menighedsråd skal man ikke vippe af brættet, og da biskoppen har gjort det, så har jeg sagt, at så er jeg færdig. Det vil jeg ikke være med til.

Arne Nørgaard, tidligere formand for menighedsrådet i Kristkirken

Annonce

- Jeg er ked af det

Når biskop Marianne Christiansen har truffet sin beslutning, så skyldes det en årelang debat om, at Kristkirken gennem de seneste ni år har haft tre præster med samme teologiske overbevisning. De borgere i sognet, som har været kritiske overfor det, skal ifølge biskoppen have muligheden for at stille op til menighedsrådsvalget senere på året og dermed få en mulighed for at påvirke ansættelse af Kristkirkens tredje præst.

Det valg til menighedsrådet havde Arne Nørgaard gerne stillet op til, men nu er hans beslutning altså blevet en anden.

- Jeg er ked af det. Jeg havde gerne fortsat. Men det er ikke de forhold, jeg kan fortsætte under. Sådan er det bare, siger han og roser sine kolleger i det nuværende menighedsråd for at være meget dygtige.

- Men mere skal jeg nok ikke sige i sagen. Det er menighedsrådet, som udtaler sig yderligere, slutter han.

Annonce

Det er ingen kritik

Biskop Marianne Christiansen beklager, at Arne Nørgaard har valgt at forlade menighedsrådet i Kristkirken.

- Det er jeg ked af, for det havde været dejligt, hvis Arne havde fortsat sig gode arbejde, siger hun.

- Min beslutning er netop ingen kritik af arbejdet i det nuværende menighedsråd. Beslutningen om at udsætte ansættelsen af en ny præst handler om, at sognets medlemmer får lejlighed til at give et mandat til nyt menighedsråd. Jeg forstår godt, at Arne som hidtidig formand kan være uenig, men derfor anser jeg alligevel beslutningen for at være den rigtige, siger biskoppen.

Biskoppen understreger, at der kan klages over hendes afgørelser til Kirkeministeriet.

Hun føjer til, at ingen kan vide, hvordan det nye menighedsråd sammensættes efter valget senere på året. Og hun håber, at folk i det nuværende råd har lyst til at stille op. Men uanset hvad der sker ved valget, har hun dog stadig den samme anbefaling: At man sikrer en teologisk spændvidde, så folk i sognet føler sig hjemme i kirken.

- Det vil altid være mit råd, siger hun.

Annonce
Annonce
Danmark

Opdateret onsdag: 558 nye smittede i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce