Annonce
Esbjerg

Efter bom-balladen: Ny sti på vej i Marbæk

Kun ti af de oprindelige 21 bomme i Marbæk fik lov at forblive lukkede. Bom-tilhængerne får nu et plaster på såret i form af en ny trampesti. Arkivfoto: Martin Ravn
I kølvandet på balladesagen om bomme i Marbækområdet bliver der nu anlagt en ny sti i den populære naturplantage. Stien kommer til at gå parallelt med Sjelborggårdsvej og Ormegravervej fra spejderhytterne op til Nordre Skelvej.

Esbjerg: I over to år skabte 21 bomme i Marbæk splid og dårlig stemning mellem bilister, beboere og politikere over en bred kam, inden et blåt flertal i april sidste år nåede frem til et kompromis. Halvdelen af bommene blev genåbnet, og der blev indført en zonehastighedsbegrænsning på 30 kilometer i timen i hele Marbæk-området. Som plaster på såret for de fodgængere og cyklister, der var glade for bilbegrænsningen, foreslog man i samme ombæring at etablere en ny trampesti.

Og nu er der enighed om, hvor den 300.000 kroner dyre sti skal anlægges. Stien skal begynde ved spejderhytterne syd for Troldhøje og føres langs Sjelborgårdsvej op til Gulebjerg. Efter Gulebjerg føres stien af den eksisterende Kyst til Kyst-sti helt op til Nordre skelvej. Her føres stien via en markvej til Myrthuegård.

- Vi forsøger med stien at kompensere fodgængerne i et af de områder, hvor biltrafikken er blevet genåbnet. Det er attraktivt at gå ude langs kysten, men det kan være utrygt og ubehageligt at på de veje, hvor der også kommer biler, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen (V).

Annonce

Skovbund og grus

Den nye sti bliver en jævn græssti i cirka to meters bredde. På en del af ruten er der allerede en let trampesti i dag, men området er meget kuperet.

- Man skal være meget terrængående, hvis man går den rute i dag. Det er ikke nødvendigvis et problem for det aktive friluftsmenneske, men hvis man kommer med en stor børneflok eller er bare en lille smule gangbesværet, så er vejen ufarbar, siger Søren Heide Lambertsen.

Sagen kort

I december 2018 placerede Esbjerg Kommune 21 bomme i Marbæk for at gøre den naturskønne plantage mere fredelig. Sagen endte dig med at blive alt andet end fredsommelig. Beslutningen blev mødt med øredøvende kritik fra især handicappede og gangbesværede borgere, der var kede af, at de ikke længere kunne bruge det populære naturområde.

Det fik i september 2019 Teknik & Byggeudvalget til at trække i land og genåbne en del af bommene i en forsøgsperiode. Siden blev der desuden afholdt borgermøder og afviklet en spørgeskemaundersøgelse om brugen af naturområdet.

I april 2020 blev et blåt flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og De Konservative enige om, at halvdelen af bommene skulle genåbnes. De besluttede samtidigt at indføre en zonehastighedsbegrænsning på 30 kilometer i timen i hele Marbæk-området, ligesom de ville have etableret en ny trampesti.

Selvom man ”jævner” gangarealet, vil man dog bevare det naturlige udtryk, lover han.

- Vi kommer ikke til at barbere et helt bælte af træer ned gennem Marbæk, men vi fjerner noget rodnet, slår græs og fælder et par enkelte træer. Enkelte steder på ruten bliver der lagt grus ud, men der er også flere steder, hvor skovbunden er fin, jævn og blød at betræde, og så ser vi ingen grund til at lægge et andet underlag ud. Vi sørger dog for, at hele strækningen bliver farbar, siger udvalgsformanden.

Teknik & Byggeudvalget har netop frigjort anlægsbevillingen på 300.000 kroner til den nye sti, så etableringsarbejdet går i gang snarest.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce