SKÆRBÆK: Der er ingen statsgaranti, så det kan stadig gå galt. Men det gør det næppe.
- Det er worst case (værst tænkelige scenarie, red.). Det, der ligger her, er det maksimale beløb. Det er overvejende sandsynligt, at vi kan gøre skolebyggeriet færdigt og køre det i mål med de penge, der er afsat nu.
Sådan sagde borgmester Henrik Frandsen (V), da kommunalbestyrelsen på juni-mødet yderligere bevilligede 7,8 millioner kroner til skolebyggeriet i Skærbæk, der dermed løber op i cirka 107 millioner kroner mod de oprindeligt afsatte 90 millioner kroner.
Grundig redegørelse
Baggrunden for, at en enig kommunalbestyrelse pungede ud med de ekstra millioner, var en grundig redegørelse over hele sagsforløbet. Den fylder næsten 40 sider.
I redegørelsen kunne politikerne blandt andet læse, at vejret var hovedskurken og ansvarlig for, at både tidsplanen og økonomien i skolebyggeriet var løbet løbsk.
Men der havde også været fejl og mangler, tilkøb og uoverensstemmelser med både rådgiver, et forsikringsselskab og en entreprenør. Uoverensstemmelserne har et samlet økonomisk volumen på 6,4 millioner kroner. Med tillægsbevillingen på 7,8 millioner kroner er der taget højde for, at kommunen som bygherrer taber samtlige uenigheder. Men det er i følge Henrik Frandsen både håbet og forventningen, at det ikke sker.
- Vi har en forventning om, at vi ikke får brug for alle penge, sagde han.
Henrik Frandsen, borgmester, Tønder KommuneVi har en forventning om, at vi ikke får brug for alle penge.
Flere medlemmer af økonomiudvalget gik efterfølgende på talerstolen for både at beklage budgetoverskridelsen men samtidig for at bedyre, at der nu ikke var flere skrædderegninger i vente.
- Jeg tror, at ingen her synes, at det er en god sag. Men det er godt, at vi er blevet enige om, at byggeriet skal bygges færdigt, så vi står med en fuldt funktionsdygtig skole, sagde Eike Albrechtsen (S).
Klar i december
Mens stridighederne med blandt andet rådgivere, forsikringen og en entreprenør altså er uafklarede, så har håndværkerne været i fuld sving på byggepladsen syd for Skærbæk Centret. Bygningen er nu lukket, og dermed blevet mere uafhængig af vejrgudernes luner. Efter planen skal Skærbæks ny folkeskole stå klar den 15. december, og eleverne skal rykke ind straks efter årsskiftet.
Sagen
Det første spadestik til den ny folkeskole i Skærbæk blev taget i april 2019.
De oprindelige budget var 90 millioner kroner, og skolen skulle have stået klar til indflytning efter sommerferien i år.
Allerede i januar blev færdiggørelsen udsat til efteråret.
I april kom det frem, at der var massive budgetoverskridelser og at også den reviderede tidsplan ikke ville holde.
På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde den 7. maj blev det besluttet at fortsætte skolebyggeriet, og at en redegørelsen skulle komme med et endeligt bud på, hvor stor budgetoverskridelsen ville være.
Den nye skole i Skærbæk bliver, når den står færdig, på 6.400 kvadratmeter med plads til cirka 550 elever og 85 medarbejdere.