Annonce
Kommentar

Efter en trist dag: Vi kan kun håbe det bedste

En historisk dag, men desværre en trist dag.

Lars Kristensen, byrådsmedlem for Venstre, på Facebook

”En fuldstændig katastrofe. Vi har aldrig oplevet noget lignende”.

Sådan faldt ordene. Fra Per Dupont, ejer af Restaurant Knapp på Løjt Land, da han kontaktede os i denne uge. Hverken sætningerne eller tonen, hvormed de blev afleveret, efterlod nogen som helst tvivl. Coronavirusset handler naturligvis først og fremmest om syge og døde. Men de økonomiske konsekvenser kan også blive fatale.

For landet, for virksomhederne - og dermed handler det også om arbejdspladser, der kan gå tabt. Om virksomheder, der må lukke.

PER DUPONT VAR ikke den eneste, der ringede til redaktionen på JydskeVestkysten i Aabenraa. Også Pia Bind, restauratør og medejer af restaurant Bind, Sønderhav, ville tale med os.

- Vi er nødt til at tænke kreativt, fortalte hun.

Ordene var ikke helt identiske og blev heller ikke afleveret med en lignende dramatik, som Per Dupont gjorde, selv om meningen var den samme: Coronavirusset har kostet døde mange steder i verden, men virusset kan også føre med sig, at virksomheder, vi betragter som sunde og som en naturlig del af vores samfund, forsvinder. Virksomheder, der ellers er en fast del af Aabenraa Kommune og Sønderjylland.

Ikke mindst hvis krisen varer ved.

14. MARTS 2020 blev en historisk dag i Danmark. Netop i 100-året for Genforeningen, blot tre måneder før den officielle genforeningsdato den 15. juni, blev landet lukket nærmest hermetisk ned. Det kan mærkes over alt - ikke mindst i denne kommune, hvor borgere på begge sider af grænsen kan forvente noget mere bøvl, når de skal på arbejde. Den slags er til at leve med. Ikke mindst, hvis perioden bliver kort.

Værre er naturligvis de konsekvenser, der følger i kølvandet, hvis den nuværende tilstand varer ved over nogle måneder. Det vil koste konkurser, nedskæringer og en masse danskere, der bliver sendt ud i arbejdsløshed. Det er det, Per Dupont og Pia Bind ser ikke bare konturerne af, men som alvorligt mørke skyer over den branche, hvori de tjener deres penge.

Som Per Dupont siger:

- Jeg vil ikke bruge af min egenkapital. Nu har jeg knoklet i 33 år, og så vil jeg ikke fyre alle mine penge af på det her.

SIGNALET ER KLART. Det er ikke sikkert, at restaurant Knapp findes på den anden side af krisen. Det er ikke sikkert, at mange andre virksomheder eksisterer, når coronaen er historie.

Mere muntre er ordene fra ejeren af Hotel Royal og forpagteren af Folkehjem, Frank Carstensen, ikke. I et interview med JydskeVestkysten siger han:

- Humøret kunne godt være bedre, det må jeg ærligt indrømme. Det er da sørgeligt, det her.

Fra ejeren af Hotel Røde-Kro, Erik Jørgensen, lyder det:

- Det er da på grænsen til panik.

På Facebook sammenfattede Venstres byrådsmedlem Lars Kristensen, der bor i Padborg, det både kortfattet og præcist:

- En historisk dag, men desværre en trist dag.

Sædvanligvis plejer jeg at afslutte mine kommentarer med "god weekend" eller "god søndag". Ikke denne gang. For det er ikke godt, når landet lukker ned. Det er muligvis nødvendigt. Godt er det ikke.

Vi kan alle kun håbe. Det bedste

Lokalredaktør Bjarne Lindquist Bentsen. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Studerende føler sig tvunget i praktik på trods af coronafrygt: Takker man nej, må man tage orlov

Danmark

Live: Svenske coronadødstal kan være dobbelt så høje som hidtil antaget

Annonce