Annonce
Erhverv

Efter Facebook: Nordmænd tager første spadestik til nyt datacenter i Esbjerg

Første spadestik til digitalt dataeventyr: borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), bestyrelsesformand i Bulk Infrastructure Peder Nærbø (i midten) og erhvervschef Karsten Rieder fra Business Esbjerg. Foto: Ken Mathiesen.
Når en markedsleder som Bulk Infrastructure vælger Esbjerg, så vil det føre til endnu flere henvendelser fra virksomheder, som investerer i digital infrastruktur, siger erhvervschef Karsten Rieder, Business Esbjerg.

Esbjerg Kommune: Meget kort tid efter, at Facebook forsvandt over hegnet og meldte pas på byggeriet af et nyt, gigantisk datacenter ved Andrup, tager en anden virksomhed første spadestik til sit topmoderne datacenter i Esbjerg.

Det er en af de førende udbydere af digital infrastruktur i Norden, Bulk Infrastructure AS, som dermed varsler begyndelsen på en ny it-klynge i Esbjerg, fordi flere internationale fiberforbindelser kobler Esbjerg-området sammen med store it-knudepunkter.

Bulk Infrastructure, som er førende leverandør af bæredygtig digital infrastruktur i Norden, er med i det Google og Facebook-ledede konsortium, der står bag det fiberoptiske, transatlantiske Havfrue-kabel, som går i land nord for Esbjerg, og nordmændene har købt omkring 45.000 kvadratmeter jord i Kjersing bagved lastbilvirksomheden MAN. Det er her, det nye 18 MW store, skalérbare ”carrier neutral co-location”-datacenter skal ligge, idet nordmændene er af den opfattelse, at Esbjerg-lokationen vil spille en central rolle, som giver forbindelse til datacenterudbredelserne inden for Danmark og Norden mere bredt.

Annonce

Jobskabelse

  • Et datacenter er ikke ligefrem den helt store jobskaber. For eksempel vurderes Apples datacenter ved Viborg fuldt udbygget af give direkte beskæftigelse til omkring 150 ansatte.
  • Esbjergs borgmester har tidligere givet udtryk for, at et væksteventyr med byen som Nordens digitale knudepunkt måske kan skabe tusindvis af nye arbejdspladser. Borgmesteren bygger blandt andet sit håb på den udvikling, som er sket i Amsterdam. Her ham man på 20 år opbygget en erhvervsklynge med omkring 345.000 arbejdspladser indenfor datacenter-industrien.

Ifølge Bulk bliver centret i Esbjerg et centralt strategisk udgangspunktet for deres tilstedeværelse i Danmark og i Norden.

”Vi ser frem til at udbygge vores tilstedeværelse i Danmark, først med undersøiske fiberkabler og nu med et nybygget datacenter. Dermed udbygges netværket og kapaciteten til Esbjerg, hvilket skaber en naturlig indgang til Bulk's store nordiske bæredygtige og omkostningseffektive digital infrastruktur. Placeringen i Esbjerg er perfekt i forhold til at etablere et neutralt digitalt knudepunkt i Danmark, og det vil komme vores danske så vel som internationale kunder til gode”, siger Peder Nærbø, bestyrelsesformand og ejer af det norske selskab Bulk Infrastructure AS, i virksomhedens pressemeddelelse.

Borgmester i Esbjerg Kommune Jesper Frost Rasmussen glæder sig over at byde Bulk Infrastructure velkommen til Danmark og til Esbjerg.

- Vi har sat os et mål om at blive et digitalt knudepunkt med Havfrue-kablets ankomst, og med dagens spadestik forventer jeg, at vi tager hul på et nyt erhvervseventyr i Esbjerg. Bulk Infrastructure har valgt en placering i et af Esbjergs industriområder, Kjersing, og hele området har stor potentiale fordi det egner sig ekstremt godt til datacentre, og heldigvis er der plads til flere. Samarbejdet med Bulk Infrastructure har været intensivt og meget konstruktivt, og vi er godt rustet til netop at servicere denne type virksomheder, siger Jesper Frost Rasmussen.

Første datacenter

Erhvervschef Karsten Rieder fra Business Esbjerg deler borgmesterens glæde over at firma med netop Bulk Infrastructures profil nu slår sig ned i Esbjerg, og han er ikke i tvivl om, at når en markedsleder som Bulk vælger Esbjerg, så vil det føre til endnu flere henvendelser fra virksomheder, som investerer i digital infrastruktur.

Bulk ejer flere datacentre i Norge, og byggeriet i Esbjerg er første gang, at virksomheden etablerer et datacenter udenfor Norges grænser. Det nye datacenter i Esbjerg skal stå færdig i november 2019.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce