Dennis Pollow har indgået et forlig med Aabenraa Kommune, der betyder, at den tidligere ejer af Bjerggade 1 får knap en million kroner i erstatning og undgår at blive trukket i retten. Han er ikke tilfreds, men ser ingen anden mulighed.
Aabenraa: - Til Aabenraa Kommune. Jeg er indehaver af en ejendom beliggende i Aabenraa by på adressen Bjerggade 1...
Sådan lød 29. juli 2012 de første ord i en sag, der først nu - næsten fem år senere - har fundet sin afslutning.
Dennis Pollow og Aabenraa Kommune har netop indgået et forlig, der betyder, at ejeren af Bjerggade 1 får en samlet erstatning på 941.000 kroner, fordi kommunen har nægtet ham at rive skibsreder Friedrich Clausens bevaringsværdige ejendom fra 1904 ned.
Samtidig dropper Aabenraa Kommune at bringe sagen videre til domstolene, fordi man fra begyndelsen har været uenig i Overtaksationskommissionens kendelse om, at kommunen skulle overtage ejendommen.
Dennis PollowHavde jeg vidst, det ville ende sådan her, havde jeg ikke rørt ved det hus med en ildtang.
Villa Frida
Ejendommen på Bjerggade 1 er opført i 1904 i jugendstil, og den har en bevaringsværdi på 3 på en skala fra 1 til 9.Huset, der er på i alt 282 kvadratmeter, er bygget af skibsreder Friedrich Clausen, medstifter af rederiet Ahrenkiel og Clausen.
I 2006 blev der foretaget en gennemgribende renovering af tagkontruktionen, samtidig med, der blev lagt nyt tag på. Kælderen inklusiv udskiftning af samtlige dræn og kloakrør blev renoveret, og der blev sat nyt køkken ind.
Huset er fuldt af velbevarede detaljer som kassetteloftet i spisestuen, facetslebet glas, radiatorskjulere og meget andet, men intet af det er renoveret.
Urimeligt mange penge
- Jeg er glad for, at sagen er lukket, for jeg har brugt urimeligt mange resurser - både økonomisk og tidsmæssigt - på det her. Men det er klart, at det er et beløb, jeg på ingen måde er tilfreds med, siger Dennis Pollow, der sammen med sin advokat hele tiden har holdt fast i, at Aabenraa Kommune skulle give i hvert fald ejendomsværdien på 1,45 millioner kroner i erstatning.
- Men jeg er nødt til at tænke på, hvad jeg er oppe imod, og at jeg risikerer at skulle bruge måske fem år mere. Det handler jo også om at komme videre, siger Dennis Pollow, der i dag bor og arbejder i Rødby.
Endelig regning venter
Beløbet på de 941.000 kroner er sammensat af de 650.000 kroner, som Overtaksationskommissionen i december bestemte, at Aabenraa Kommune skulle betale i erstatning, plus de udgifter, Dennis Pollow har haft til ejendommen i den periode, hvor sagen har kørt i taksationssystemet.
For Aabenraa Kommune løber udgifterne til sagen op i samlet over 1,2 millioner kroner. En opgørelse over sagsomkostningerne, som JydskeVestkysten bad om aktindsigt i i oktober 2016, viser, at der dengang var brugt knap 250.000 kroner.
Dertil kommer betalingen for resten af Aarhus-advokaten Jens Flensborgs arbejde. Det er ham, der har ført sagen for kommunen.
- Den endelige regning kommer først, når overdragelsen er blevet tinglyst, så der kan godt gå et par måneder endnu, oplyser Aabenraa Kommunes chefjurist, Claus Hansen.