Annonce
Tønder

Efter historisk lang tvist: Brdr. Hartmann og Tønder Fjernvarme indgår forlig

Brdr. Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskab har indgået forlig i den årelange tvist om prisen på overskudsvarme. Forliget betyder, at 24 millioner kroner er på vej til fjernvarmeselskabet. Arkivfoto: H. C. Gabelgaard
Den uendelige tvist mellem Brdr. Hartmann og Tønder Fjernvarme om prisen på overskudsvarme har efter mange års tovtrækkeri fundet sin afslutning. Parterne har indgået forlig med hinanden, og det betyder, at fjernvarmeselskabet får 24 millioner kroner tilbage.
Annonce

TØNDER: En historisk lang tvist i Tønder Kommune har fundet sin afgørelse. Det er sket med et forlig mellem Tønder Fjernvarme og Brdr. Hartmann, der over en lang årrække leverede overskudsvarme til fjernvarmenettet i Tønder by.

Siden 2003 mener Tønder Fjernvarme at have betalt overpris for overskudsvarmen, og det førte til, at selskabet i 2008 indbragte sagen for Energitilsynet.

På et tidspunkt blev der her i avisen skrevet, at beløbet de to parter var uenige om, spændte mellem 39 og 68 millioner kroner, som fjernvarmeselskabet i Tønder tilbageholdt. Forliget er endt på et noget lavere niveau, oplyser formanden for Tønder Fjernvarme, Peter Nørkjær.

- Det er endt med 24 millioner kroner, som vi beholder. Jeg er rigtig glad for aftalen, siger han og tilføjer, at begge parter er ganske tilfredse med forliget, der har involveret Energitilsynet, Forsyningstilsynet, byretten og Vestre Landsret.

Annonce

Dyr overskudsvarme

Siden januar 2015 har Tønder Fjernvarmeselskab ikke aftaget overskudsvarme fra Hartmanns produktion af æggebakker i Tønder. Da prisen for overskudsvarmen blev højere end prisen på opvarmning med naturgas, lukkede Tønder Fjernvarme ned for aftagelsen af overskudsvarme. Siden har Tønder Fjernvarmeselskab fyret med naturgas og senest den nye varmepumpe på Hydrovej.


Vi har brugt rigtig meget tid og rigtig mange penge på sagen. Jeg har ikke opgjort udgifterne til advokater, for det ville være ekstra deprimerende.

Peter Nørkjær, fmd. Tønder Fjernvarmeselskab, om udgifterne til forsvarsadvokater


Forligsaftalen mellem de to parter læner sig i al væsentlighed op ad en afgørelse, som Forsyningstilsynet traf i april 2019.

- Begge parter har brugt rigtig mange kræfter og ressourcer på sagen siden 2003, og vi var derfor glade for at mødes med Hartmanns nye ledelse flere gange i løbet af 2019 for at finde fælles fodslag og forhandle et fornuftigt forlig på plads. Det er lykkedes at få Forsyningstilsynets godkendelse, og vi kan nu lægge sagen bag os og i stedet fokusere på fremtiden, siger Peter Nørkjær.

Annonce

Konstruktiv dialog

Administrerende direktør i Hartmann, Torben Rosenkrantz-Theil, deler Peter Nørkjærs glæde over forliget i en udsendt pressemeddelelse:

- Vi glæder os over at have fundet en god løsning på hele sagskomplekset, der har krævet for meget opmærksomhed for længe. Vi har haft en meget konstruktiv dialog med Tønder Fjernvarmeselskab, og enigheden har sikret, at vi kan sætte endeligt punktum i sagen.

Forsyningstilsynets godkendelse af forligsaftalen betyder, at relaterede sager i Vestre Landsret, Retten i Lyngby, Forsyningstilsynet og ved Energiklagenævnet er indstillet, så hele sagsforløbet er afsluttet. Parterne har dermed undgået yderligere omkostninger til et årelangt juridisk slagsmål. Og det har ikke været en gratis omgang med udgifter til forsvarsadvokater for Tønder Fjernvarmeselskab.

- Vi har brugt rigtig meget tid og rigtig mange penge på sagen. Jeg har ikke opgjort udgifterne til advokater, for det ville være ekstra deprimerende, lyder det fra fjernvarmeformanden, der dermed kan sætte et længe ventet punktum i sagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Mundbindskrav i den kollektive trafik vil gælde året ud

Annonce