Annonce
Aabenraa

Efter kapløb mod tiden: Biogasanlæg når vigtig milepæl og kan begynde byggeriet

Her er en skitse af, hvordan anlægget kan komme til at se ud, når det står færdigt i løbet af næste år. Illustration: Sustainable Bio Solutions Aabenraa
Sustainable Bio Solutions, som ejer biogas-projektet i Kliplev, har fået de endelige tilladelser til at starte byggeriet. Projektdirektør forventer rejsegilde i løbet af efteråret, hvis man kan få de fornødne leveringsaftaler med landmændene.

Kliplev: Biogasanlægget i Kliplev har taget et vigtigt skridt mod at blive realiseret.

Lars Byberg, som er projektdirektør i selskabet Sustainable Bio Solutions Aabenraa, oplyser, at tilladelserne til at starte byggeriet er kommet rettidigt i hus i samarbejde med Aabenraa Kommune. Det skulle være på plads senest 1. juli, hvis projektet skulle opnå den højeste statsstøtte, som sikrer økonomien bag. Det var også tilfældet, så projektdirektøren er godt tilfreds.

- Det var en vigtig hurdle, vi skulle over, så nu ved vi, at økonomien hænger sammen. Det var første milepæl, siger Lars Byberg.

Næste milepæl bliver så at få indgået leveringsaftaler med landmændene i området, som skal levere gylle og dybstrøelse til det kommende anlæg. Lars Byberg fortæller, at der i sommerens løb har været kontakt til og dialog med en del landmænd, der har vist interesse for at levere biomasse til anlægget i Kliplev.

- Kan denne interesse omsættes til leveringsaftaler, vil der være rejsegilde på biogasanlægget i løbet af efteråret, siger Lars Byberg, som skal bruge cirka 600.000 ton gylle om året.

- Det svarer til, at vi skal have aftaler med cirka 50 store landmænd, tilføjer Lars Byberg.

Annonce

Forskellige koncepter

Sideløbende har byrådet i Sønderborg Kommune givet endeligt grønt lys for et biogasanlæg i Kværs. Lars Byberg frygter ikke, at det projekt kommer til at løbe med alle landmændenes gunst frem for anlægget i Kliplev.

- Det er to forskellige koncepter, så vi kører egentlig bare vores eget løb, siger han.

Sustainable Bio Solutions har postadresse i Hellerup, der flyttes, når selskabets folk kommer til at sidde i Kliplev.

- Men den del bliver først konkret, når vi ved, hvor vi står med hensyn til leveringsaftalerne, siger Lars Byberg.

Selskabet - som er dannet i et samarbejde mellem de globale investeringsfirmaer Hudson Sustainable Investments og Eurolinque - indgik for nylig en aftale med Skanderborg-baserede Bigadan, som er totalentreprenør på projektet.

Det har samtidig betydet, at Envo Group fra Aabenraa er blevet stort set koblet af projektet. Længe var det ellers meningen, at det selskab skulle drive anlægget, men nu er det forventningen, at Bigadan også står for den del.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce