Annonce
Erhverv

Efter nedlukning af grænsehandlen: Butikker mærker kun lille effekt

Dagli'Brugsen i Kliplev sælger ikke mere øl og vin end normalt. Arkivfoto: Søren Gylling
Supermarkederne i grænselandet på dansk side oplever ikke en voldsom stigning i salget, efter at grænsehandlen er lukket ned.

Tinglev: For godt to uger siden valgte først Danmark at lukke grænserne ned på grund af coronavirussen, og få dage efter fulgte Tyskland trop. Det betød samtidig, at danskerne ikke længere kunne handle i grænsesupermarkederne på tysk side eller andre tyske dagligvareforretninger, som de normalt gør i stor stil.

Indtil videre har det dog ikke betydet, at supermarkederne på dansk side tæt ved grænsen har oplevet et boom i salget af de typiske grænsehandelsvarer.

- Vi har ikke solgt mere af varer som øl, vin, sodavand og Nutella. De fleste har nok stadig et lager at tære på, siger Anders Jensen, der er uddeler i Dagli'Brugsen i Kliplev.

Uddeleren i Kliplev har dog en forhåbning om, at det vil ændre sig i den kommende tid.

- Jeg håber, at vi får en stigning i salget af grænsehandelsvarer i de kommende uger, siger Anders Jensen og tilføjer, at han oplever en god opbakning fra lokalområdet.

Annonce
Vi kan fornemme nu, at sodavand og slik rykker lidt, men det er ikke overvældende.

Bo Wagner, varehuschef i Føtex

For tidligt at måle

Hos SuperBrugsen i Tinglev er vurderingen, at det endnu er for tidligt at sige noget om, at nedlukningen af grænsehandlen har fået omsætningen til at stige.

- Vi sælger flere varer, men om det skyldes, at det ikke længere er muligt at grænsehandle, kan jeg ikke rigtig sige noget om på nuværende tidspunkt. Det kan først måles om et halvt års tid, tror jeg, siger Poul Tønder, der er souschef i SuperBrugsen i Tinglev.

Souschefen oplever dog, at der er kunder i hans butik, der ville have valgt en tur over grænsen, hvis der havde været normale tilstande.

- Vi har haft kunder, der siger, at når nu grænsehandlen er lukket, så kommer vi til dig, og det er jeg selvfølgelig bare glad for, siger Poul Tønder.

Lukningen af de dansk-tyske grænseovergange og dermed også lukningen af grænsehandlen har heller endnu ikke haft den helt store effekt hos Føtex i Aabenraa, men der er begyndt at komme tegn på, at det er under opsejling.

- Vi kan fornemme nu, at sodavand og slik rykker lidt, men det er ikke overvældende. På lidt længere sigt vil vi nok kunne mærke det mere, siger Bo Wagner, der er varehuschef i Føtex i Aabenraa.

Ingen kommentarer

Rema 1000 i Kruså ligger meget tæt på den dansk-tyske grænseovergang, og her kunne man umiddelbart godt forestille sig, at der havde været en stigning i salget, eftersom borgerne i byen ikke længere kan smutte over grænsen.

Det ønsker Rema 1000 dog ikke at oplyse.

- Vi udtaler os ikke om salget i de enkelte butikker, siger Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Rema 1000, der har hovedkontor i Horsens.

I Holbøl, der heller ikke ligger langt fra grænseovergangen i Kruså, skiller de sig lidt ud. Uddeleren hos Let-Køb mener nemlig nok, at de lukkede grænser kan have påvirket hans salg.

- Vi sælger flere varer generelt, og det kan skyldes nedlukningen af grænsehandlen, siger Svend Skjødt, der også kan berette om stor opbakning fra lokalområdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce