Annonce
Tønder

Efter nye anbefalinger: Antal testede i Tønder steg med over 150

Inden pressemødet den 13. januar lå antallet af testede i Tønder mellem 300 og 400 personer. Arkivfoto: André Thorup.
I sidste uge kom der på et pressemøde nye anbefalinger til, hvornår og hvor ofte du skal lade dig teste for corona. De anbefalinger har borgerne i Tønder taget til sig, det tyder stigningen i antal testede på.
Annonce

Tønder: Hvis du går fysisk på arbejde og der omgås andre, bør du blive testet ugentlig. Sådan lød opfordringen fra regeringen på pressemødet onsdag den 13. januar. Den anbefaling tog borgerne i Tønder seriøst. I hvert fald kunne man allerede dagen efter se en stigning i bookingtiderne på Tønders teststation.

- Det er meget tydeligt at se, at anbefalingen kom den 13. januar, og allerede dagen efter havde vi en stigning på 150 test om dagen, siger Allan Mose, der er driftschef hos Ambulance Syd.

I perioden op til pressemødet blev der lavet mellem 300 og 400 test om dagen, hvilket er et stykke under den nuværende testkapacitet i Tønder på 650. De foreløbige tal fra denne uge, der dækker mandag til og med onsdag, tyder på, at stigningen af antal testede efter pressemødet fortsætter.


Vi har i den her uge ikke været under 570, så det er tydeligt for os, at folk har taget de her anbefalinger til sig

Allan Mose, driftschef Ambulance Syd


- Vi har i den her uge ikke været under 570, så det er tydeligt for os, at folk har taget de her anbefalinger til sig, siger Allan Mose.

Annonce

Generelt billede

Anbefalingen fra regeringen kom i kølvandet på, at man på landsplan oplevede en nedgang i antal personer, der lod sig teste, så flere steder havde stor ledig testkapacitet. Derfor glæder det Allan Mose, at stigningen efter den nye anbefaling ikke kun kan ses i Tønder, men også på de resterende teststeder Ambulance Syd råder over.

- Det er vi naturligvis rigtig glade for. Man kan sige, at helt generelt gælder det om at få testet så mange som overhovedet muligt for at finde de, der måtte være smittet, siger han.

Det er ikke første gang, at anbefalingerne til, hvornår man skal lade sig teste er blevet skærpet, og generelt synes Allan Mose, at befolkningen er gode til at efterleve retningslinjerne.

- Det har generelt været sådan, heldigvis, at når myndighederne har anbefalet noget, så har folk været gode til at tage det til sig, siger han.

Annonce

Kapaciteten i Tønder

Der har ofte været mange tider at vælge imellem på teststationen i Tønder. De første fire uger, efter teststationen åbnede, var hver fjerde test i gennemsnit ubrugt. I den periode svingede testkapaciteten fra 350 til 650 test per dag.

Som nævnt er testkapaciteten nu på 650. Hvis antallet af testede i denne uge viser et generelt billede for, hvor mange der har behov for en ugentlig test i fremtiden, fordi de går på arbejde, mener Allan Mose, at der er god balance i tingene.

- Hvis vi har ramt det leje nu, hvor dem, der ønsker at booke tid en gang i ugen, kan gøre det, så passer vores kapacitet nogenlunde i Tønder, siger han, og understreger, at det er forholdsvis nemt at skrue op for kapaciteten, hvis det skulle blive nødvendigt.

Teststation i Tønder

  • Teststationen i Tønder ligger på Nordre Industrivej 5.
  • Tider bestilles via www.coronaprover.dk
  • Det anbefales nu, at du lader dig teste fast en gang om ugen, hvis du møder fysisk på arbejde.
  • Derudover anbefales det fortsat, at du tager en test, hvis du har symptomer på covid-19, er nærkontant med en smittede, har fået besked i smittestopapp m.m.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce