Annonce
forside

Efter seks begravelser: Nu støtter Anjas hundesalon Knæk Cancer

Anja Lerbæk Hansen har nok at se til i hundesalonen mellem Grindsted og Hejnsvig. Her får hendes egen bomuldshund Maggie er tur på briksen. Foto: Martin Ravn

I Hundesalon Lerbæk går ti kroner fra salget af godbidder til Knæk Cancer. Indehaver Anja Lerbæk Hansen har mistet flere familiemedlemmer og bekendte til kræft.

Grindsted: Sidste år var Anja Lerbæk Hansen til fem begravelser. For halvanden måned siden mistede hun igen en god bekendt.

Så besluttede hun at gøre noget. Den 31-årige indehaver af Hundesalonen Lerbæk besluttede, at hun ville donere et beløb til Knæk Cancer. Hver gang en kunde køber hundegodbidder for 100 kroner, lægger Anja Hansen 10 kroner til side. Det er ikke blevet til så meget endnu, for hendes kampagne gik først i gang midt i december, men hun er godt tilfreds og planlægger at lade initiativet køre hele året indtil Knæk Cancer ugen i efteråret.

- Mange andre end mig er berørt af kræft. Det kan jeg jo høre, når jeg taler med kunderne. Alle er tæt på nogen, siger hun.

Annonce

Jeg var selv til fem begravelser sidste år og har lige mistet en god bekendt.

Anja Lerbæk Hansen
Anja Lerbæk Hansen elsker at være sammen med hunde, her har hendes egen Molli listet sig ind i salonen. Foto: Martin Ravn

Salonen

Anja Lerbæk Hansen flyttede sidste år sin hundesalon hjem til privaten på Ribe Landevej, hvor hun bor sammen med sin mand Jimmy Jensen og tre hunde. Faktisk var det en af Anjas egne hunde, der gav hende smag for arbejdet med hunde. Hun fik for nogle år siden en bomuldshund, og så var der ingen vej udenom at lære pelspleje til bunds. Hun havde ingen uddannelse ud over gymnasiet, men det blev der med tre års læreplads i Bredsten Hundesalon lavet om på. Siden har Anja Hansen arbejdet som hundefrisør. Først i Filskov og siden sidste sommer mellem Grindsted og Hejnsvig.

- Det er et fedt job. Man skal bare være forberedt på, at hundene ikke ligefrem kaster sig i favnen på en og elsker en. De ved godt, at der foregår noget andet hos mig end hjemme. Måske bliver de kun børstet hver tredje måned, når de kommer her. Så det er lidt som at komme til dyrlæge. Men de fleste er glade for mig bagefter, fortæller hun med et smil.

Anja Hansen er begyndt at sige nej til de helt store hunde, da de er for tunge at håndtere alene. Men ellers er det alle typer af hunde, hun klipper, trimmer, vasker og klipper negler og tjekker ører på.

- Jeg har ingen favoritracer. Bare de er søde og rare, siger hun.

Anja Lerbæk Hansen flyttede sidste sommer sin salon hjem til Ribe Landevej. Her går det godt. Foto: Martin Ravn

Alle kan gøre noget

Siden Anja Hansen gik i gang med sin Knæk Cancer-aktion, er der kommet 140 kroner i kassen. Det er fint, synes Anja, som ikke har sat næsen op efter den store donation. Det er mere det at gøre noget, der betyde noget for hende.

- Alle kan gøre noget. Alt tæller. Nu ser vi, og så supplerer jeg selv med et beløb sidst på året, siger hun.

Anja Lerbæk Hansen har mistet så mange til kræft, at hun nu samler ind til Knæk Cancer-ugen i efteråret. Foto: Martin Ravn
10 kroner går til Knæk Cancer hver gang, en kunde køber for 100 kroner. Foto: Martin Ravn
Anja Lerbæk Hansen begyndte for alvor at interessere sig for hundens pelspleje, da hun fik en bomuldshund. Foto: Martin Ravn
I hundesalonen kan hundene både blive vasket og klippet. Maggie er ofte med. Foto: Martin Ravn
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce