Annonce
Sydjylland

Efter skuddrama: Politifolk kræver elektrochok-udstyr

Foruden tjenestepistol og knippel vil de slesvig-holstenske betjente have såkaldte tasere i bæltet. Tasere skyder med stor kraft strømførende pile mod offeret, der herefter bliver lammet, men ikke kvæstet. Arkivfoto: REUTERS/Regis Duvignau.
Kun en dag efter politifolk måtte skyde mod drabsmistænkt, kræver politiforbundet bedre udstyr til politifolk i Slesvig-Holsten.

KIEL: Søndag affyrede politiet flere skud mod en 38-årig mand i Glinde, som ligger i det sydøstlige Slesvig-Holsten. Og allerede dagen efter udløste sagen krav om bedre udstyr til delstatens politifolk fra såvel politikere som forbundslandets politiforbund.

Faglige repræsentanter for de slesvig-holstenske betjente og politikere forlanger, at politiet straks bliver udstyret med elektrochok-pistoler.

- Indsatsen i Glinde viser i hvor høj grad, politiet har brug for denne type udstyr. Det kan både lette politiets arbejde og forhindre, at betjente må kæmpe med posttraumatiske følger efter at have affyret deres skydevåben. Men det ville også beskytte de mennesker, der så ikke blev truffet af pistolkugler, mener Tim Brockmann, der er politipolitisk ordfører for det det konservative CDU i landdagen.

Annonce
I givet fald kan det redde menneskeliv, hvis politiet får elektrochok-pistoler og dermed kan undgå at anvende skydevåben.

Thomas Nommensen, politiforbundet.

Spild af tid

For tiden forbereder man et pilotprojekt med elektro-udstyr til Slesvig-Holstens politistyrke. Men hos det fælles, tyske politiforbund er indstillingen, at elektrochok-pistoler kun bør anvendes af politiets specialstyrker. Holdningen udløser skarp kritik hos Thomas Nommensen, der er næstformand for politiforbundet i Slesvig-Holsten.

- Det planlagte pilotprojekt er ikke kun unødigt, men spild af tid. I givet fald kan det redde menneskeliv, hvis politiet får elektrochok-pistoler og dermed kan undgå at anvende deres skydevåben, tror Thomas Nommensen.

Søndagens episode i Glinde blev udløst, da den 38-årige mand selv kontaktede myndighederne. Han forklarede over telefonen politiet, at han havde myrdet flere af sine familiemedlemmer med pistolskud.

Manden var gået ud på gaden og holdt en pistollignende genstand i hånden, da en patrulje ankom til det formodede gerningssted. Den 38-årige truede med at skyde sig selv, men rettede pludselig sit våben mod en betjent. Afstanden var for stor til at anvende peberspray, og de to betjente på 26 og 31 år affyrede derefter flere skud med deres tjenestevåben. Den 38-årige blev ramt tre gange i benene.

Totalt mysterium

Sagen er i øvrigt et totalt mysterium. Efterfølgende viste det sig nemlig, at den 38-åriges telefoniske tilståelse var falsk. Ingen var blevet dræbt, og pistolen var en attrap.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce