Annonce
Sydjylland

Efter slum-sag: Dynekongen dropper udskældt firma

Jysk stopper samarbejdet med Kurt Beier.Pressefoto

Den danske sengetøjsgigant Jysk har valgt at droppe deres samarbejde med transportfirmaet Kurt Beier efter afsløring af slum-lejr i Padborg.

Annonce

Efter afsløringer af slum-lignende forhold for filippinske chauffører hos transportvirksomheden Kurt Beier Transport i Padborg, har sengetøjsfirmaet Jysk valgt at stoppe deres samarbejde med fragtfirmaet. Det skriver Avisen.dk.

Jysk oplyser til Avisen.dk, at Kurt Beiers lastbiler er blevet brugt til at fragte varer fra Danmark til blandt andet Holland og Belgien, men at den aftale ophører nu.

- Vi har understreget overfor alle de fragtfirmaer, vi samarbejder med, at de ikke længere skal bruge Kurt Beiers lastbiler til transport af varer fra Jysk, siger Rune Jungberg Pedersen, Communications & CSR Direktør hos Jysk.

Direktøren understreger, at samarbejdet med Kurt Beier er foregået gennem Jysk's aftaler med store transportfirmaer som eksempelvis DSV, der så har brugt Kurt Beier Transport som underleverandør.

- Det ændrer ikke på, at det der er foregået i Kurt Beier Transport selvfølgelig ikke stemmer overens med vores code of conduct, og det strider klart imod de krav, som vi forventer, at vores underleverandører overholder, siger Rune Jungberg Pedersen.

Karsten Beiers advokat, Anders Németh har tidligere understreget over for Ritzau, at han ikke mener, at der er sket lovbrud i sagen med slum-lejren i Padborg.

- Jeg er ganske overbevist om, at det ved undersøgelsens afslutning vil kunne konstateres, at der ikke på nogen måde er sket overtrædelser af gældende lovgivning, siger Anders Németh til Ritzau.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce