Gram: Pinsens helt store fest i Gram er aflyst. På grund af regeringens tiltag for at dæmpe smittespredningen som følge af coronavirus-pandemien gennemføres Pins’Mærken 2020 nemlig ikke.
Alle store arrangementer og forsamlinger er til og med 31. august aflyst, bebudede statsministeren tirsdag på et pressemøde.
- Desværre, Vi er meget ærgerlige over situationen, og vi havde til det sidste håbet på, at der åbnede sig en mulighed for at gennemføre Pins’Mærken eller dele af den, siger Pins'Mærkens formand, Johannes Gjesing, i en pressemeddelelse.
Arrangørerne har brugt mange timer på at forberede årets Pins’Mærken. Men det, der ærgrer formanden mest, er, at byen nu må undvære sin årlige store fest, og at foreningslivet i Gram må undvære de penge, som Pins’Mærken plejer at give i overskud.
- Pins’Mærken bærer en stor del af foreningernes økonomi. Jeg håber derfor, at folk vil være ekstra opmærksomme på at få betalt kontingenter og i det hele taget støtte foreningerne, siger Johannes Gjesing.
Formanden håber, at der måske senere på året kan blive arrangeret en fest eller andet, hvor folk kan mødes og støtte Grams blomstrende foreningsliv.