x
Annonce
Varde

Efter strid med naboen: Nu får børnehaven i Lunde sin legeplads

Der er ikke langt fra hegnet til naboens grund. Det er noget af det, der har skabt konflikt. Hegnet bliver nu flyttet længere væk fra naboen som led i en ny aftale. Arkivfoto: Karina Øhlenschlæger

Lunde: Varde Kommune og naboen til Blåbjerg Børneunivers er nu nået til enighed om etableringen af en ny legeplads ved byens børnehave. Det skriver Varde Kommune i en pressemeddelelse.

Børnehaven får med løsningen en legeplads, hvor der ifølge kommunen vil være rig mulighed for leg, læring og bevægelse i de nye omgivelser med nye legeredskaber.

Naboen får med løsningen deres ønsker opfyldt med afskærmning og beplantning mellem den nye legeplads og deres ejendom. De erhverver ligeledes et mindre stykke beplantet jord nord for legepladsen.

Legepladsen etableres, som ønsket af naboen, indenfor hegnet, men området tilpasses ved at flytte hegnet. Området udenfor hegnet må fremover kun anvendes til undervisningsformål.

Kommunen afholder samtlige omkostninger i forbindelse med etablering af legepladsen og beplantning.

Som led i aftalen trækker naboen den indsendte klage til planklagenævnet tilbage.

Legepladsen forventes etableret inden sommerferien 2020.

Børnehaven og skolen i Lunde er lagt sammen og hedder nu Blåbjerg Børneunivers. I august flyttede børnehaven ind sammen med skolen, og siden har en tvist mellem kommunen og et nabopar forhindret, at børnehaven kunne bygge en legeplads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Annonce