Annonce
Varde

Efter svindel i Skovlund-Ansager: Idrætsforening siger nej til at skrive under på, at den ikke vil svindle

Dorthe Jacobsen er formand for Varde Idrætsråd, der er høringspartner for de 157 idrætsforeninger i Varde Kommune. Hun er også formand for Varde Svømmeklub - og som sådan skriver hun ikke under på en erklæring om, at klubben ikke bevidst vil søge om tilskud til haltimer, der ikke er aktivitet i. Arkivfoto: Jacob Schultz
Varde Kommune vil som følge af snyd i Skovlund-Ansager have alle foreninger til at skrive under på, at de ikke snyder. Det er Idrætsrådet uenig i, fordi foreningerne allerede er forpligtet via Folkeoplysningsloven. Rådet ser erklæringen som symbolpolitik i stedet for reel handling.

Varde: Det er over fem måneder siden, det kom frem, at der var snydt og bedraget med kommunens tilskud til halleje i Skovlund-Ansager Hallen.

Sagen verserer nu hos politiet, og lige siden har Varde Kommune anstrengt sig for at finde en måde at undgå lignende snyd, uden samtidig at rokke ved det tillidsbaserede samarbejde, som er kernen i Varde Kommunes mål om at være Danmarks bedste foreningskommune.

Anstrengelserne har nu resulteret i en erklæring, hvor foreningerne skal skrive under på, at der ”ikke bevidst søges om tilskud til bookede timer, hvor der ikke er gennemført aktivitet.”

Annonce

Altså skal foreningerne skrive under på, at man ikke vil snyde med offentlige midler.

Dét er Varde Idrætsråd, der er høringspartner for alle 157 idrætsforeninger i Varde Kommune, uenig i:

- Vi tror ikke på, at regelbrud kan forhindres ved at indføre nye regler. En korrekt håndtering og sanktionering af uacceptabel adfærd vil til gengæld have en forebyggende effekt, siger Dorthe Jacobsen, formand for idrætsrådet, og fortsætter:

- Vi er jo allerede underlagt Folkeoplysningsloven, der er et regelsæt, der gælder for alle.

Dorthe Jacobsen er formand for Varde Svømmeklub, og den siger nej til at skrive under på en erklæring om ikke at snyde, siger hun.

Fortrolighed sat overstyr

- Formålet med den her erklæring er at vise, at nu gør kommunen noget. Idrætsrådet står på foreningernes side, og vi mener ikke, der er grundlag for at skrive under på alle mulige papirer. Vi kender jo godt reglerne, så fordi det går galt i Skovlund-Ansager, skal vi ikke stå til ansvar kollektivt, uddyber hun.

- De sætter selv den fortrolighed over styr, fordi de ikke har mandskab til det eller lyst til det. Vi har ikke tid og lyst og overskud til at skrive under på endnu mere. Vi er frivillige, siger Dorthe Jacobsen.

I vil hellere have mere kontrol?

- Nej. Foreningslivet er jo tillidsbaseret, så når nogen bryder tilliden, skal kommunen selvfølgelig gribe ind overfor det i stedet for at opfinde ting, alle bliver ramt af. For hvem siger, det her gavner noget? Spørger Dorthe Jacobsen.


Foreningslivet er jo tillidsbaseret, så når nogen bryder tilliden, skal kommunen selvfølgelig gribe ind overfor det i stedet for at opfinde ting, alle bliver ramt af. For hvem siger, det her gavner noget?

Dorthe Jacobsen, formand for idrætsrådet


Idrætsrådet er uenig i Varde Kommunes ønske om en underskrevet erklæring om ikke at snyde, og Varde Svømmeklub, som Dorthe Jacobsen er formand for, skriver ikke under.

Annonce

Et lempeligt greb

Erklæringen, som Varde Kommune vil have foreningernes og hallernes underskrift på, er udfærdiget på kultur- og fritidsudvalgets initiativ. Her vil formand Mads Sørensen nu have mere dialog:

- Der ligger hverken en konflikt eller mistænkeliggørelse i det fra vores side. Jeg synes, at med deres underskrift erklærer foreningerne sig bare enige i, hvordan Folkeoplysningsloven skal forstås, siger han.

Er det en kollektiv straf?

- Nej, det er det ikke. Det her er et meget lempeligt greb i forhold til, at der i Skovlund-Ansagers tilfælde var nogle misforståelser om, hvordan Folkeoplysningsloven skal tolkes. Jeg synes, det er et lille greb, i forhold til hvordan vi forpligter os på hinanden fremadrettet.

Men hvad hvis foreningerne ikke skriver under?

- Så må vi forholde os til det, siger Mads Sørensen.

Baggrund

Varde Kommune vil have alle foreninger til at skrive under på, at der ”ikke bevidst søges om tilskud til bookede timer, hvor der ikke er gennemført aktivitet.”

Det er i forvejen forbudt ifølge Folkeoplysningsloven, som foreningerne er underlagt.

Udvalget for kultur og fritid skriver i en pressemeddelelse, at det vurderer, ”at en sådan erklæring er det mindst indgribende kontrolredskab, men dog et virksomt redskab, der kan sikre, at foreninger og haller er opmærksomme på deres ansvar i henhold til Folkeoplysningsloven, og at kommunens midler bruges rigtigt.”

Det hele er en udløber af Skovlund-Ansager-sagen, hvor hallens bestyrelse er politianmeldt for netop bevidst at have søgt om tilskud til bookede timer, hvor der ikke er gennemført aktivitet. Samt i øvrigt for at have svindlet ved at søge om tilskud under falsk indholdsbetegnelse for, hvad der reelt foregik i hallen. Såsom at kalde Farmer Banko for træningsstævne.

Til forskel fra idrætsforeningerne forventer formand for Sammenslutningen af de ti selvejende idrætscentre i Varde Kommune, Eva Mastrup, at de vil anbefale en underskrift.

Ikke fordi hallerne synes, underskriften er en god løsning. Mest fordi den heller ikke gør noget dårligt, og først og fremmest fordi den kun er midlertidig, forklarer hun.

Erklæringen skal kun gælde sæson 2021-2022. Så skal arbejdsgruppen, der er nedsat i sagen, gerne komme frem med noget bedre, synes hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

22-årige Katarina var solgt første gang hun sad bag rattet i en bus:  - Det var fedt og overvældende pludselig at styre sådan et kæmpe køretøj

Annonce