Annonce
Haderslev

Efter to år: Brandsikkerhed på plejecentre stadig ikke i orden

Gennem to år har der været problemer med brandsikringen af blandt andet Hiort Lorenzen Plejecenteret i Haderslev. Først nu bliver der gjort noget ved sagen. Foto: Ditte Irene Knudsen
Haderslev Byråd har fundet 3,34 millioner kroner, der kan få bragt brandsikkerheden på Hiort Lorenzen og Humletoften plejecentre i orden. Politikere er rystede over, at der er gået så lang tid.

Selv om der hvert år omkommer svækkede plejehjemsbeboere i dødsbrande, har Haderslev Kommune samt boligselskaberne HAB og Domea to år efter et påbud endnu ikke fået bragt  brandsikkerheden i orden på to plejecentre i Haderslev.

Tre plejehjem fik i 2019 et påbud, fordi brandsikkerheden ikke var i orden. Mens sikkerhedskravene i marts blev bragt i orden på Engparken i Gram, mangler der fortsat at blive gjort noget ved sikkerheden på Hiort Lorenzen og Humletoftens plejecentre i Haderslev i form af blandt andet varslinger, sprinkleranlæg, flugtveje og panikbelysning. Først tirsdag aften godkendte Haderslev Byråd finansieringen af kommunens del af regningen for tiltagene, der skal forhindre alvorlige ulykker og i værste fald dødsbrande.

Flere byrådsmedlemmer gav af samme årsag udtryk for, at de var rystede over, at forholdene ikke for længst var bragt i orden:

Annonce


Det gør mig kold ned ad ryggen. Det er ikke rart at tænke på, hvad der kunne være sket.

Jens Christian Gjesing (S)


- Jeg må sige, at jeg er noget chokeret over, at vi har plejehjem, der har haft brandsikringsproblemer, uden at der er gjort noget ved det så længe. Det gør mig kold ned ad ryggen. Det er ikke rart at tænke på, hvad der kunne være sket, sagde Jens Christian Gjesing (S).

Det må vi blive bedre til

Også den radikale Børge Koch undrede sig:

- Der er gået to år, siden vi fik et påbud. Som organisation må vi lære af det. For hvor har den viden ligget henne, og hvorfor er der ikke gjort noget ved sagen. Det må vi blive bedre til. Vi kan kun være glade for, at der ikke er sket noget, sagde Børge Koch.

Voksenudvalget behandlede den manglende brandsikkerhed på sit møde den 13. april. Finansieringen af kommunens del af tiltagene skabte her stor uenighed.

Baggrund

Hvert år omkommer svækkede plejehjemsbeboere i dødsbrande på danske plejecenter.

På den baggrund igangsatte Transport-, bygnings- og boligstyrelsen i september 2019 en undersøgelse af brandsikkerheden på alle landets plejecentre.

Undersøgelsen viste, at en lang række kommuner ikke overholder gældende lovgivning på området. Hele 75 procent af de plejehjem, der jævnfør bygningsreglementet burde have sprinkleranlæg, havde ikke noget overhovedet.

På baggrund af undersøgelsen blev kommunerne bedt om at få bragt ulovlighederne i orden.

I december var Ældre Sagen igen ude med krav om forbedrede sikkerhedstiltag.

- Jeg tror, at vi alle var overraskede over, at denne sag pludselig dukkede op, forklarede formanden for voksenudvalget, Holger Mikkelsen.

- Som udvalg står vi dog i den pudsige situation, at vi ikke har anlægsmidler til rådighed, tilføjede han og glædede sig af samme årsag over, at borgmester H. P. Geil (V) inden byrådsmødet havde fundet en finansieringsmåde, så de kritisable forhold nu kan blive bragt i orden.

- Vi er ikke ligeglade med tilsyn og brandmyndigheder. Og dette er en sag, som vi i princippet slet ikke kan stemme om i byrådet. Vi har fået et påbud, og det skal vi leve op til. Mit forslag er derfor, at vi tager de 3,34 millioner kroner fra puljen til bygningsvedligeholdelse. Det er efter min mening den eneste rigtige løsning, sagde borgmesteren.

Annonce

Ejerskab og ansvar

Det er HAB og Domea, der ejer bygningerne, og det er deres ansvar at igangsætte og gennemføre brandsikringen. I samarbejde med en brandteknisk rådgiver, de kommunale brandmyndigheder og Haderslev Kommunes byggesagsafdeling er der udarbejdet og godkendt to projektforslag, der er klar til at blive sendt i udbud.

På Humletoften kommer brandtiltagene til at koste cirka 5,4 millioner kroner, fordi der er en del mangler på plejecentrets ventilationssystem, som betyder, at det ikke lever op til hverken tidligere eller nuværende krav. Det betyder, at den samlede udgift bliver på 5,75 millioner kroner - hvor kommunens andel af på 2,47 millioner.

Den samlede kommunale udgift på Hiort Lorenzen Plejecenter er på 0,87 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne fra en magisk EM-aften: Danmark tævede Rusland og bragede i ottendedelsfinalen

Annonce