Annonce
Haderslev

Efter trussel: Politiet igen til stede ved sommermarked på Gram Slot

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat den trussel, der i sidste uge blev fremsat mod sommermarkedet ved Gram Slot. Foto: Jonas Bisgaard Kristensen
For anden uge i træk vil der være politi til stede ved sommermarkedet ved Gram Slot torsdag. I sidste uge blev der fremsat en trussel mod markedet, og da sagen endnu ikke er opklaret, møder betjentene igen op som sikkerhedsopbud.
Annonce

Gram: Torsdag i sidste uge måtte politiet rykke talstærkt ud til det ugentlige sommermarked ved Gram Slot, da der her var blevet fremsat en trussel.

Politiet ønskede ikke at fortælle, om truslen var fremsat mod selve markedet, mod slottet eller mod en bestemt person, ligesom det heller ikke blev oplyst, hvem der stod bag truslen.

Både kræmmere, udstillere og gæster kunne dog sagtens møde trygt op til markedet, mente politiet, og markedet blev da også gennemført efter planen.

Men det var altså ikke uden et stort opbud af betjente, og det vil der igen være torsdag den 1. august.

- For at skabe tryghed for gæsterne ved Gram Slots sommermarked torsdag den 1. august vil Syd- og Sønderjyllands Politi igen være til stede på markedet i fornødent omfang, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Udover betjentene vil også politiets mobile politistation blive sat op ved slottet. Her kan gæster stille spørgsmål til betjentene.

- Vi efterforsker fortsat den trussel, der tidligere er fremsat mod markedet. Det er politiets opfattelse, at både udstillere og gæster trygt kan tage til markedet, skriver politiet.

Alma Hansen var en af de kræmmere, som mødte op til markedet i sidste uge på trods af den fremsatte trussel. Foto: Jonas Bisgaard Kristensen
Annonce

Direktør roser politiet

Direktør for Gram Slot, Svend Brodersen, kalder sagen for uforandret siden sidste uge. Allerede dengang fik han besked om, at politiet også ville være til stede denne uge, hvis ikke sagen var opklaret.

- Det er da ikke noget, som vi ønsker, der skal blive koblet sammen med vores sted, men det har vi jo ikke rigtig nogen indflydelse på. Vi kan prøve at håndtere det så professionelt som muligt. Og så håber jeg egentlig bare, at det bliver opklaret, siger han.

Han roser Syd- og Sønderjyllands Politi for håndteringen af sagen.

- Vi oplevede i sidste uge, hvor utroligt professionelt politiet håndterede sagen. Vi følte os trygge, og gæsterne og udstillerne gav også udtryk for, at de var trygge, så vi er sikre på, at det torsdag nok skal blive afviklet i god ro og orden igen, siger Svend Brodersen.

Gram Slot afvikler fra uge 27 til 32 sommermarked hver torsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce