Annonce
Tønder

Efterforskning: Kun én brandstifter var på spil

Mistanken om brandstiftelse bredte sig hurtigt. Ilden i bygningen med seks lejemål var tilsyneladende starter flere forskellige steder. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Politiet antager, at manden, der delvis har tilstået brandstiftelsen som lagde Møllekroen i Løgumkloster i ruiner, handlede på egen hånd. Motivet til ugerningen står hen i det uvisse.

LØGUMKLOSTER: Politiet føler sig overbevist om, at den 19-årige mand, der er fængslet i forbindelse med storbranden i Løgumkloster tidligere på ugen, handlede på egen hånd.

- Vores formodning er, at der ikke er andre medgerningsmænd, siger efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Preben Westh.

Kort tid efter at branden i den historiske Møllekro i Løgumkloster udbrød onsdag over middag, blev en 19-årige mand, der er fra lokalområdet, anholdt. Han var blandt de fem personer, der kom til skade i forbindelse med branden.

Torsdag formiddag blev den 19-årige fremstillet i et grundlovsforhør. Her erkendte han de faktiske forhold omkring brandstiftelsen, men han afviste at have vidst, at der befandt sig personer i bygningen. Grundlovsforhøret blev på politiets anmodning gennemført bag lukkede døre. Derfor er der indtil videre ingen oplysninger om den 19-åriges motiv for ugerningen. Preben Westh afviser netop med henvisning til det lukkede grundlovsforhør at kommentere sagen yderligere.

Annonce
Slukningsindsatsen i og omkring Møllekroen stod onsdag og natten til torsdag på i 14 timer. Foto: Uwe Iwersen

Langvarig slukning

Dørlukningen blev begrundet med sagens fortsatte efterforskning, men denne efterforskning omfatter altså ifølge politiets egen vurdering ikke yderligere gerningsmænd.

Ved branden blev Møllekroen, der har en historie, som går helt tilbage til 1780, forvandlet til en brandtomt. Det lykkedes et stort opbud af brand- og redningsfolk at redde de to nabobygninger, der ligeledes har stor historisk bygningsværdi.

Slukningsindsatsen stod på i 14 timer og involverede mandskab og specialudstyr fra fem lokale brandværn.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce