Annonce
Udland

Eilish høster ros for ny Bond-sang: Den bedste i årevis

Monica Almeida/Reuters
Billie Eilish er den yngste nogensinde til at stå for James Bond-temaet. Det gør hun godt, mener anmeldere.

Den 18-årige sanger Billie Eilish har tilsyneladende ramt plet med sin temasang til den kommende James Bond-film, "No Time To Die".

Annonce

I hvert fald får hun stor ros for sangen i de britiske medier.

Avisen The Guardian uddeler fire ud af fem stjerner til den relativt stille sang fra den fremadstormende Eilish.

- Popsensationen sætter sine egne kendetegn til side til fordel for et smagfuldt nummer, der passer godt til hovedrollens plagede ensomhed, skriver The Guardians anmelder.

Hovedrollen indtages igen og for sidste gang af skuespilleren Daniel Craig.

Også The Independent giver sangen, der ligesom filmen hedder "No Time To Die", fire ud af fem mulige stjerner.

- Den nye Bond-temasang er en af de bedste, der har været i et stykke tid, lyder overskriften på The Independents anmeldelse.

Billie Eilish er den yngste kunstner nogensinde til at sætte navn på temaet til en film om den britiske agent James Bond.

BBC's anmelder Colin Paterson skriver på Twitter, at sangen fra Eilish er årets første seriøse bud på en oscarvinder for Bedste Sang næste år.

- Billie Eilishs Bond-temasang er bedre end nogen af de sange, der var nomineret i år, skriver anmelderen.

Det amerikanske magasin Variety skriver, at "ingen har gjort det bedre i årevis" og kalder sangen en af de bedste Bond-sange de seneste 25 til 30 år.

Den unge amerikanske sangers karriere har taget fart det seneste tid. Det kulminerede i januar, da hun modtog fem grammypriser.

Hun blev den blot anden kunstner nogensinde til ved samme uddeling at tage prisen i de fire største kategorier: Årets Bedste Album, Årets Bedste Sang, Årets Bedste Nye Artist og Årets Bedste Indspilning.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce