Annonce
Aabenraa

Ejer af historisk hotel om muligt nej: Så lader jeg det stå til skræk og advarsel

Der er ryddet op på grunden ved det tidligere Hotel Krusaagaard, men den nye ejer, Ole Nissen, vil også af med den gamle og faldefærdige hovedbygning. Foto: André Thorup
Ole Nissen, der købte Hotel Krusaagaard på tvangsaktion sidste år, tripper for at komme i gang med sine planer for grunden, men først skal han have tilladelse til at rive den gamle hovedbygning ned. Den skal gives af politisk udvalg.

Kruså: Der er allerede sket meget med Hotel Krusaagaard, der blev solgt på tvangsauktion i eftersommeren sidste år. Bare ikke nok, hvis man spørger køber Ole Nissen, indehaver af ON Handel ApS i Kliplev.

Der er ryddet grundigt op i det buskads og det skrammel, der på det nærmeste skjulte den tidligere så smukke perle i grænselandet, men der er endnu ikke givet tilladelse til at rive den gamle hovedbygning ned.

- Det offentlige er meget slapt. Det tager en helvedes tid, fordi man arbejder hjemmefra. Aabenraa Kommune er meget langsom, synes Ole Nissen.

Annonce

Umiddelbart er der dog ikke noget usædvanligt ved sagen. Der er tale om en bevaringsværdig bygning, og det betyder, at faste parter skal høres, og at der skal træffes en politisk afgørelse. Der sættes formentlig et endeligt punktum i sagen, når medlemmerne af vækstudvalget for land og by mødes 6. maj.

Der er kommet tre indsigelser imod nedrivningen, men "det er ikke unormalt", som Ole Nissen konstaterer.

- Jeg er sikker på, jeg får lov, siger Ole Nissen.

- Ellers stopper vi bare dernede. Så bliver det stående til skræk og advarsel. Nu har bygningen stået i syv-otte år, hvor man ikke har gjort noget. Den kan ikke længere reddes, tilføjer han.

Trekløver siger nej

Det er Aabenraa Byhistoriske Forening, Museum Sønderjylland og Historisk Forening for Bov og Holbøl Sogne, der har talt for en bevaring af ejendommen, der er kategoriseret med en bevaringsværdi 3 - som er høj - og optaget som bevaringsværdig i kommuneplanen.

- Det betyder, at processen er en lidt anden end for to ældre værelsesfløje, som vi gav tilladelse til at rive ned 5. november 2020, forklarer Jane Petersen, der er teamleder i byg, natur & miljø i Aabenraa.

Det er Ole Nissen, indehaver af ON Handel ApS i Kliplev, der har købt det tidligere Hotel Krusaagaard og håber på en nedrivningstilladelse for hovedbygningen, så han kan komme videre med sit projekt. Arkivfoto: Henriette Pilegaard

Hun tilføjer dog, at lokalplanen ikke indeholder et egentligt nedrivningsforbud, men en bestemmelse, hvor der blandt andet står "må ikke uden kommunalbestyrelsens godkendelse ændres ved reparation, tilbygning, ombygning eller lignende".

Derfor skal sagen politisk behandles af vækstudvalget om små fire uger.

Aabenraa Kommune er ifølge Jane Petersen ikke bekendt med, hvad der skal ske på den tidligere hotelgrund ved Kruså-grænsen, men det kan Ole Nissen løfte sløret for.

- Min plan er at bygge cirka ti små rækkehuse. Sikkert som ejerboliger. Der er jo en kæmpestor grund på 20.000 kvadratmeter, siger Ole Nissen.

Annonce

Genåbner for overnatning

Samtidig skal der være mulighed for at leje et værelse i en af de eksisterende bygninger på grunden.

- Vi bevarer de 35 værelser, som de er. De bliver bare renoveret, forklarer Ole Nissen, der ser frem til en generel forskønnelse af området, hvor nabobygningen, der tidligere har huset blandt andet bank og turistbureau, også er fjernet.

- Ejeren dér vil jo også bygge noget på et tidspunkt, så det kunne blive et pænt område, mener Ole Nissen.

Ejeren hedder Per Jørgensen, administrerende direktør for og ejer af E3 Spedition, men han går dog ikke i konkrete byggetanker.

- Jeg har ingen anelse om, hvad det skulle være, men jeg er ikke afvisende overfor, at vi laver noget dernede, lyder det fra Per Jørgensen.


Jeg er sikker på, jeg får lov.

Ole Nissen, køber af Hotel Krusaagaard-grunden


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Kvinde anholdt med favnen fuld: Sigtet for at stjæle indbo og ejendele fra sammenstyrtet hus

Annonce