Annonce
Tønder

Ejer af lokalt rejseselskab: Når grænserne åbner står kunderne på spring

Hos Lauritzen Rejser i Tønder er der ikke meget gang i bestillinger af rejser til sommer. Men ejeren af rejseselskabet, Ulla Lund Steffensen, er ikke i tvivl om, at lige så snart grænserne åbner, og der igen er en vished om, at man kan komme afsted, så står kunderne på spring. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Selvom rejsevejledningen er lempet, fraråder Udenrigsministeriet stadig unødvendige rejser til langt de fleste lande. Det mærker man hos blandt andet Lauritzen Rejser i Tønder, hvor telefonerne er stille. Men kunderne står på spring, lige så snart grænserne åbner, spår ejeren af rejseselskabet.

Tønder Kommune: Onsdag fik verdenskortet igen røde, orange og gule farver af Udenrigsministeriet. Farverne skal vise, om det er forsvarligt at rejse til et andet land.

Farvelægningen af verdenskortet sker, efter at hele verden i lang tid har været lukket ned for rejseaktiviteter. Men selvom vi langsomt begynder på en gradvis genåbning af rejseaktiviteter, så må ivrige rejselystne stadig vente med at krydse grænserne.

For lige nu er langt de fleste lande i verden orange, hvilket betyder, at Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser. Usikkerheden om, hvornår det billede ændrer sig, kan man mærke hos rejseselskabet Lauritzen Rejser i Tønder.

Annonce


Man skal ikke bare kigge på, at hele Tyskland er orange. Er der stor smitte i Bayern, så giver det ikke mening, at man ikke må rejse til Nordtyskland, hvis smitten er under kontrol der.

Ulla Lund Steffensen, ejer af Lauritzen Rejser


- Vi mærker ikke det store boom på telefonerne endnu, i og med at grænserne stadig er lukkede, og vi ikke kan rejse. Normalt er vores telefoner rødglødende på det her tidspunkt, fordi folk booker deres sommerferie, fortæller Ulla Lund Steffensen, der ejer rejseselskabet.

Lauritzen Rejser har særligt mange kør-selv-rejser til Tyskland, og normalt sender selskabet omkring 3000 gæster bare til Harzen i løbet af en sommer, vurderer Ulla Lund Steffensen.

Det er ikke tilfældet i år.

- Der er enkelte, der bestiller forskellige rejser, men uvisheden om hvornår grænserne åbner, gør det svært at bestille. Dem der bestiller nu, gør det til juli-august og ikke her i maj-juni, forklarer hun.

Farveinddeling af delstater

Ulla Lund Steffensen er glad for, at Udenrigsministeriet igen inddeler verden i farver. På den måde kommer der nye rejse-opdateringer hver uge.

- Så kan man forholde sig til, at den her uge bliver der ikke åbnet, men så har vi en uge efterfølgende at se frem til. På den måde har jeg også noget at sige til mine kunder, når de gerne vil booke en rejse, siger Ulla Lund Steffensen.

Hun håber dog på, at politikerne vil se på også at give de forskellige regioner og delstater i landene farver.

- Man skal ikke bare kigge på, at hele Tyskland er orange. Er der stor smitte i Bayern, så giver det ikke mening, at man ikke må rejse til Nordtyskland, hvis smitten er under kontrol der, siger hun.

Selvom hun er positiv over, at rejsevejledningen igen bliver opdateret ugentligt, så føler hun, at rejsebranchen er blevet glemt i genåbningsplanen.

- Vi har manglet en plan for, hvornår man vil kigge på genåbning af grænserne. Det sidder vi og venter på, ligesom restauranterne for eksempel har ventet på en dato for, hvornår de måtte åbne. Nu bliver rejsevejledning opdateret, og det er positivt, fortæller Ulla Lund Steffensen, der understreger, at man selvfølgelig ikke skal sende nogen ud på rejser, som ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at tage på.

Annonce

Kunder står på spring

Ulla Lund Steffensen er modsat sidste år ikke bekymret for, om der kommer gang i rejseaktiviteterne igen, når landene åbner.

- Da de lukkede os ned i foråret 2020, var det nervepirrende, for der var vi ikke klar over, om vores kunder turde at tage ud at rejse, når grænserne åbnede igen. Denne gang er der mere ro på, fordi vi ved, at vores kunder er max klar til at rejse ud. Det så vi sidste gang, vi åbnede.

Booker man en rejse hos Lauritzen Rejser, når grænsen åbner igen, mister man ikke pengene, hvis de igen skulle lukke, så man ikke kan komme afsted. På en kør-selv-rejse får man et tilgodebevis, mens man med en pakkerejse får pengene retur, da der er en rejsegaranti for disse rejser, forklarer Ulla Lund Steffensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce