Annonce
Haderslev

Krostue-ejer efter brand: - Det nytter ikke noget at tude over det

For to år siden slog Eva Nilsson dørene op til krostuen Under Uret i ejendommen Kongevej 1D i Gram, som onsdag brændte. Skaderne er omfattende, og Eva Nilsson ser nu frem til resultatet af teknikernes undersøgelser. Her ses hun sammen med stedets bestyrer, Jens Hansen. Privatfoto
Eva Nilsson fra Gram har ikke kun corona-krisen at forholde sig til i øjeblikket. Onsdag udbrød der brand i ejendommen Kongevej 1D i Gram, som hun købte for to år siden, og hvor hun driver krostuen Under Uret.

Gram: Eva Nilsson bevarer sit gode humør, selv om det ville være fuldt forståeligt, hvis hun i stedet hang med næbet.

Onsdag ved 15-tiden brød en brand ud i etageejendommen Kongevej 1D i Gram. Eva Nilsson ejer bygningen og bor selv i stueetagen, hvor hun desuden driver krostuen Under Uret.

Annonce

Vandskade

- Branden startede på første sal og bredte sig så til anden sal. På et tidspunkt var der omkring 60 brandfolk til stede, og de brugte så meget vand til slukningsarbejdet, at det nok også har resulteret i en vandskade i stueetagen, som er ubeboelig på ubestemt tid, siger Eva Nilsson, der nu opholder sig hos sin mor i Vejen.

Hun købte for to år siden ejendommen på Kongevej af Andreas Lautrup, som havde ejet den siden 1963.

- Jeg købte den faktisk 1. april 2018, så det er da noget af en jubilæumsgave, jeg har fået, lyder det galgenhumoristisk fra hende.

Ejendommen rummer også diskoteket Bonanza, som Eva Nilsson har forpagtet ud.

Kan begynde forfra

Som følge af corona-krisen lukkede Eva Nilsson for nogle uger siden Under Uret ned på ubestemt tid. Efterfølgende har hun sammen med sit personale under forsvarlige forhold brugt tiden på at male og gøre rent i lokalerne.

- Og nu kan vi så begynde forfra, siger Eva Nilsson, som dog ikke har mistet modet.

- Nej, det nytter ikke noget at sætte sig ned og tude over det. Vi må få det bedste ud af situationen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at Under Uret nok skal åbne igen på et tidspunkt, siger hun.

Ejendommens seks beboere er alle blevet evakueret og genhuset efter branden, og Eva Nilsson ser nu frem til resultatet af teknikernes undersøgelser, der skal klarlægge, hvor omfattende skaderne er.

- Det er en stærk bygning, og nu kommer der et renoveringsarbejde. Om vi genopbygger 2. salen, er jeg dog ikke sikker på. Nu må vi se, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce