Annonce
Udland

Eks-premierminister vidner mod leder af Italiens højrefløj

Italiens tidigere indenrigsminister Matteo Salvini (tv) sammen med sin daværende regeringschef, Giuseppe Conte (th), i 2019. (Arkivfoto). Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters
Giuseppe Conte vidner i sag om Salvini, der nægtede 131 migranter på et kystvagtskib at gå i land i Italien.

Italiens netop afgåede premierminister, Giuseppe Conte, mødte torsdag op ved en domstol. Han skulle vidne i en sag mod lederen af oppositionen, Matteo Salvini.

Domstolen skal afgøre, om der er beviser nok til at indlede en retssag mod den højreorienterede Salvini for bortførelse og embedsforsømmelse, da han i som indenrigsminister nægtede 131 migranter på et kystvagtskib at gå i land i Italien.

- Conte var meget samarbejdsvillig og gav dybdegående svar, siger undersøgelsesdommer Nunzio Sarpietro. Han fører sagen ved en domstol i Catania på Sicilien. Han var torsdag rejst til Rom for at kunne udspørge Conte.

I 2019, mens Salvini stadig var indenrigsminister, truede han med at lade migranterne blive tilbage på kystvagtens skib "Gregoretti" på ubestemt tid. Det var trods meldinger om elendige forhold om bord.

Sagen blev først løst, da andre EU-lande meldte sig for at tage imod migranterne.

På det tidspunkt var Conte premierminister. Han ledte en regering bestående af Femstjernebevægelsen og Salvinis parti, Liga.

I de følgende måneder brød Contes samarbejde med Salvini sammen. Det førte til, at Liga trådte ud af regeringen.

Salvini har allerede deltaget i en høring ved domstolen. Han gentager torsdag, at han fulgte gældende procedurer, da han afviste de 131 migranter.

- Som minister forsvarede jeg mit land, fik reduceret bådlandingerne og sparede millioner i udgifter, siger han.

Salvinis advokater påpeger ifølge AFP, at Salvini ikke var alene om at afvise migranterne. Det var en politik, som regeringen var sammen om.

De fleste af migranterne på kystvagtens skib kom fra Sudan og det centrale og vestlige Afrika.

Hvis Salvini bliver tiltalt, kan han straffes med op til 15 års fængsel. Han risikerer også i et antal år ikke at kunne stille op til politiske hverv.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce