Annonce
Indland

Ekskæreste til drabstiltalt: Han bad mig hjælpe med partering

Unknown/Ritzau Scanpix
Drab og partering skulle dække over voldtægt, hævder ekskæreste til 28-årig drabstiltalt i retten.

Den 28-årige mand, der er tiltalt for at have dræbt og delvist parteret en kvinde i Hadsund, ringede til sin kæreste den pågældende nat.

Det forklarer hun, da hun tirsdag afgiver forklaring i sagen ved Retten i Aalborg.

- Han siger, han har gjort noget forfærdeligt. Og at jeg skal komme ud i garagen, hvis jeg vil se det, fortæller hun.

Kvinden går derefter ud i garagen, hvor hun ifølge sin forklaring ser kæresten indsmurt i blod.

- Han siger til mig, at han har slået en kvinde ihjel. Det var fordi, hun ikke skulle sladre om, at han havde voldtaget hende, refererer kvinden den tiltalte for at have sagt.

Hun beskriver manden som værende fattet og rolig i situationen.

- Han virkede helt normal, hvilket var helt uforståeligt for mig, siger hun.

Ekskæresten siger i retten, at den tiltalte bad hende hjælpe med at skære liget i stykker.

Men hun ville ikke have noget med det at gøre.

- Jeg ser alt blodet og tænker, at jeg skal væk herfra, siger kvinden.

Kvindens beskrivelse af den blodindsmurte mand svarer til, hvad et andet vidne, den tiltaltes ven, så den samme nat.

De fulgtes ad i byen den aften, forklarer vennen. Sammen tog de på værtshuset "Jagstuen", hvor de mødte den 40-årige kvinde, som senere blev fundet dræbt.

Den tiltalte flirtede ifølge vennen åbenlyst med kvinden, de ikke havde mødt før. Og vennen fortæller i retten, at den tiltalte inviterede kvinden med sig hjem.

Vennen tog også selv med og lagde sig til at sove, mens den tiltalte og kvinden var i garagen.

Senere ringede den tiltalte til ham og bad ham komme ned i garagen:

- Jeg ser, at han står med blod på arme og på brystet, og at kvinden ligger på gulvet i rummet, husker vennen.

Vennen husker, at den 28-årige stod med en køkkenkniv i hånden og sagde: "Hjælp med at skaffe liget af vejen, ellers bliver du selv skåret i stykker."

Men han nægtede og forlod stedet i hast. Kort tid efter alarmerede han politiet.

Da politiet troppede op tidligt om morgenen 11. november og anholdt den tiltalte klokken 04.51, fandt de kvindeliget i en sæk med en ledning omkring. Det var delvist parteret.

Politiet fandt samme sted en del knive og en sav.

Den 28-årige mand nægter sig skyldig i manddrab og usømmelig omgang med lig.

Han har fortalt, at han intet husker fra aftenen, hvor han havde indtaget en del øl samt stesolider.

Sagen fortsætter onsdag, og der ventes dom torsdag i næste uge.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce