Annonce
Biler

Eksotiske sedaner dominerer i Kina

VW Santana er en kinesisk klassiker. Modellen blev introduceret i Kina tilbage i 1980’erne, og den kom i en ny generation i 2013. Foto: VW
Der er stor rift efter biler med udvendigt bagagerum på det store bilmarked i Kina, hvor Volkswagen alene har seks modeller på markedet, som ikke findes på vore breddegrader.

Mens europæerne for det meste sværger til hatchbacks og stationcars - i hvert fald i den nordlige del - ser det anderledes ud andre steder i verden, hvor kuffertbilerne historisk set længe har domineret. Vi har tidligere fortalt om det nye kuld af strømlinede coupéagtige sedaner, som er på vej fra flere bilproducenter og giver modeltypen en lille revival i vores del af verden.

Det er dog ingenting i forhold til resten af verdensmarkedet.

På verdensplan udgør sedanerne nemlig en tredjedel af verdens største bilproducent Volkswagens salg, og de tæller meget ud af en produktion, hvor koncernen samlet set sælger en halv snes millioner biler om året. Selv om man også for eksempel sælger mange VW Jetta-modeller i USA, er andelen af sedaner endnu højere i Kina, hvor kuffertbilerne sidder massivt på markedet, der for VW på de kanter omfatter 1,6 millioner biler om året.

Annonce

VW i Kina

De kinesiske samarbejdspartnere for VW er SAIC og FAW.

Shanghai Automotive Industry Corporation er blandt de fire største kinesiske bilfabrikker med en årlig produktion, som var på 6,9 millioner biler i 2017. Det gælder også First Automobile Works, der producerede flere end 3,3 millioner biler samme år.

De to kinesiske koncerner har en række samarbejdspartnere og mange mærker under vingerne.

Nuancer

Det sætter sit klare præg på modeludbuddet hos en stor producent som VW, der samarbejder med de kinesiske producenter SAIC samt FAW, og hvor modeltypen dominerer. Det tyske mærke, som var en af de første vestlige producenter, der fik fodfæste på de kanter, har lige fornyet modelprogrammet og har sendt en opdatering ud, som er interessant set med bilbriller. Her finder man nemlig nogle eksotiske modeller, som er specielt tilrettet det kinesiske marked, men som samtidig har tråde til VW’s modelprogram over de seneste årtier.

Udefra ser flere af modellerne ud til at overlappe hinanden. Men der er nuancer i mål, motormuligheder, og hvor de produceres i det store land. Filosofien er lidt den samme som med VW, Skoda, Audi og Seat på vore breddegrader, hvor modeller også overlapper hinanden.

1 Santana

Tag bare ur-sedanen Santana.

Den oprindelige Santana byggede på den sedan-model af samme navn, der byggede på anden generation af Passat og i 1980’erne blev lanceret herhjemme. Den kinesiske variant kom i produktion i 1983, og den var bilen, blandt andet som taxi og politibil, der var med til at sætte det moderne Kina på hjul.

Modellen, der bygges af SAIC, kom endelig i 2013 i sin egen selvstændige version, der med en akselafstand på 2,60 meter og en længde på 4,48 meter matcher en mellemklassemodel.

Jetta VA3 er sedan-modellen i VW’s nye Jetta-subbrand, der er skabt til de unge førstegangskøbere. Foto: VW

2 Bora

Mange vil også nikke genkende til navnet Bora.

Modellen, som matcher Jetta, der også på vore breddegrader har haft Bora-navnet, kom i 2001, og den bygges nu i fjerde generation af FAW med den fleksible MQB-platform.

Modellen, der er 4,66 meter lang og har en akselafstand på 2,69 meter, kan blandt andet fås med en 1,5-liters benzinmotor på 113 hk og en 1,4-liters TSI-motor på 150 hk og endda som en elektrisk e-Bora.

VW Bora er en klassisk sedan som den gamle Jetta. Den fås også som en elektrisk e-Bora. Foto. VW

3 Sagitar

Modellen på MQB-platform har været bygget af FAW siden 2006.

Bilen, som også er en Jetta-afart, har en akselafstand på 2,73 meter og fås med en 1,2-liters TSI-motor på 116 hk og en 1,4-liters TSI turbobenziner på 150 hk. Den har altså en tand mere plads i kabinen.

VW har ikke oplyst længden.

Sagitar er også en Jetta-variant som Bora. Men den har mere plads i kabinen. Foto: VW

4 Jetta VA3

For at gøre forvirringen total findes der til de unge førstegangskøbere et VW-subbrand, som er døbt … Jetta.

Det blev lanceret i fjor og produceres af FAW på MQB-platformen.

Her er sedan-modellen, VA3, en bil, som skal tale til mange. Den 4,50 meter lange model fås blandt andet med koncernens 1,5-liters benzinmotor på 113 hk. VW har ikke oplyst akselafstanden.

Den følger crossoverne VS5 og VS7.

Lavida er den større pendant til VW Passat, og den sælger rigtig godt i Kina. Foto: VW

5 Lavida

Den Passat-store Lavida, som produceres af SAIC, har været på banen i tredje generation siden 2018.

Modellen med en længde på 4,67 meter og en akselafstand på 2,68 meter har samme succes i Kina som Passaten i Tyskland. Den fås med en 1,5-liters benzinmotor på 113 hk og en 1,4-liters TSI-benzinmotor på 150 hk.

Ligesom Bora fås Lavida i en elektrisk version. Den deler teknologi med e-Golf.

Den mere strømlinede Lamando er en variant, som minder om CC eller Arteon. Den fås med større motorer. Foto: VW

6 Lamando

Den mere strømlinede Lamando har været bygget af SAIC siden november 2014.

Den 4,60 meter lange bil med en akselafstand på 2,65 meter minder mere om en CC eller Arteon. Den fås med en 1,4-liters TSI-motor på 131 hk og 150 hk og i en sport GTS-version med en 2,0-liters TSI-motor på 220 hk med dobbeltkobling.

Biler skal sikre mod corona

Efter at have ligget underdrejet under coronakrisen er VW’s kinesiske fabrikker nu ved at komme i omdrejninger igen. Det er formentlig til et marked, som har ændret sig.

En undersøgelse, som analyseinstituttet Ipsos har lavet for VW på det kinesiske marked, viser, at to tredjedele af 1620 adspurgte, der i dag ikke har en bil, planlægger at købe en inden for de næste seks måneder. Tre ud af fire førstegangskøbere angiver, at de vil have deres egen bil for at være beskyttet mod infektioner.

På den front er bilen rykket fra en tredje- til en førsteplads som kinesernes foretrukne transportform, fortæller VW.

Spørgsmålet er så, hvordan det i fremtiden stiller de i forvejen overfyldte veje i de kinesiske storbyer?

Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Borgmester: Der er grund til lidt mere optimisme end i KIFs tidligere økonomiske kriser

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Kræmmere rykkede i Perlegade

112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce