Annonce
Danmark

Ekspert advarer bedsteforældre om genåbning: Drop besøg hos børnebørnene

Bedsteforældre skal passe ekstra meget på den kommende tid, når børnebørnene igen begynder i skoler og daginstitutioner, mener professor i infektionsimmunologi Jan Pravsgaard Christensen, Københavns Universitet. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Når de mindste børn begynder i skole og daginstitutioner, er det vigtigt, at bedsteforældre er ekstra påpasselige, fortæller forsker i immunforsvaret. Han mener, at bedsteforældre over 60 bør overveje at droppe besøg hos børnebørnene. Sundhedsstyrelsen vil først melde anbefalinger ud onsdag.

Coronavirus: Mens mange børn nok glæder sig til at se kammeraterne igen, når vuggestuer, børnehaver og skoler efter alt at dømme åbner op efter påsken, bør børnenes gensyn med vennerne give anledning til ekstra forsigtighed hos deres bedsteforældre. Det fortæller Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet. Han mener, at bedsteforældre den kommende tid bør undgå at være sammen med børnebørnene.

- Nu skal bedsteforældrene passe ekstra meget på. Nu er det bestemt ikke tidspunktet for at besøge børnebørnene, siger han.

Ifølge professoren er det helt konkret bedsteforældre med underliggende sygdomme, som bør undgå fysisk samvær med børnebørnene. Og er man 60 år eller derovre "skal man i hvert fald begynde at tænke over det," siger han.

Annonce

Kan forveksles med forkølelse

Mange børn viser nemlig ingen symptomer, når de bliver smittet med covid-19. Og dermed kan det være ualmindeligt svært at se, om barnebarnet er blevet smittet i skolen eller daginstitutionen. Forskning har vist, at børn indtil videre ikke ser ud til at blive lige så hårdt ramt af covid-19 som voksne.

- Vi må formode at virusset kan begynde at sprede sig på skolerne og i daginstitutionerne. Mange små børn er konstant en lille smule snottede, og det bliver virkelig svært at gennemskue, om de er forkølede eller har corona. Det barnebarn, du besøger, ligner sig selv, fordi næsen løber en smule. Forskellen er bare, at bedsteforældrene nu er i højere risiko, hvis de er ældre eller har underliggende sygdomme og får corona, siger han.

Nye anbefalinger

Allerede nu anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man ikke besøger bedsteforældre, hvis de er kronisk syge. Og påpeger derudover, at ældre bedsteforældre ofte har et svagere immunforsvar. Styrelsen oplyser, at der ikke er udarbejdet nye anbefalinger i forhold til besøg af bedsteforældre i forbindelse med genåbningen af skoler og daginstitutioner.

Regeringen præsenterede mandag aften sin plan for den første del af genåbningen af Danmark. Efter påske vil regeringen åbne vuggestuer, børnehaver, fritidsinstitutioner og skoler. Det drejer sig om skoleelever fra 0. til 5. klasse. Børn og voksne skal være så meget ude, som det kan lade sig gøre. De skal holde afstand, der skal gøres rent, og er man syg, skal man blive hjemme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce