Annonce
Danmark

Ekspert: Derfor starter vi med at lukke børnene ud i samfundet

Børn bliver ikke lige så hårdt ramt af covid-19, fortæller virusforsker Troels Høyer Scheel og blandt andet derfor, er det børnehaver, vuggestuer og skoler der åbner først op efter nedlukning. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Regeringen vil genåbne daginstitutioner og skoler efter påske. Virusforsker Troels Høyer Scheel forklarer her, hvorfor det i første omgang er børn, som lukkes ud i samfundet, og som dermed udsættes for coronasmitte.

Overblik:

1. Børn bliver mindre syge

Troels Høyer Scheel, virolog på Københavns Universitet, forklarer, at børn indtil videre ikke ser ud til at blive lige så hårdt ramt af covid-19. Og at det er en af årsagerne til, at det nu er de mindste, der lukkes ud i samfundet igen.

- De børn, der bliver smittet, bliver typisk ikke rigtigt syge af covid-19. Nogle tal tyder endda på, at færre børn faktisk også bliver smittet. Det kan være, at de har et mindre aggressivt immunrespons, der ikke giver medfølgende skade på lungerne i forbindelse med, at man clearer virus, eller at virus ikke så nemt kan komme ind i deres celler. Men det ved vi ikke endnu. Men de får i al fald et mildere forløb og derfor giver det mere mening at åbne op for dem end de sårbare i den anden ende af aldersspektret, siger han.

2. Har yngre forældre

En anden årsag er ifølge virusforskeren også, at forældre til små børn oftest ikke er i risikogruppen for at blive alvorligt syge af covid-19. Og at de derfor som udgangspunkt ikke bliver lige så syge af covid-19 som den ældre del af befolkningen.

- Det er nok ofte forældre i 40'erne eller 50'erne max. Så på den måde er der mindre risiko ved at udvælge de små børn, hvis smitten gives videre til forældrene, siger han.

3. Forældre får arbejdsro

En tredje årsag kan være, at man ved at sende børnene i børnehave og vuggestuer sikrer, at forældrene kan få arbejdsro, når de skal arbejde fra deres hjemmekontor

- Jeg har selv børn og prøvet det. Det er svært at passe to jobs på samme tid, siger Troels Høyer Secher.

- Hvis man havde holdt vuggestuer og børnehaver lukkede og i stedet havde åbnet arbejdspladser, havde det været svært for folk at finde pasning.

- Man kunne have valgt at åbne op for skifteholdsarbejde i mindre grupper på arbejdspladserne, men det har man åbenbart ikke turdet gøre samtidig med, at man åbner daginstitutioner og skoler. Det har nok været ud fra et forsigtighedsprincip i forhold til, at antallet af smittede vil stige, når vi åbner op. Tager man for mange tiltag på samme tid kan det være et problem, da vi først efter to uger kan se virkningen, og om der er flere indlagte på sygehusene, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce