Annonce
Sydjylland

Ekspert spår presset VUC-direktørs overlevelse

VUC Syd-direktør Asbjørn Nielsen behøver ikke at frygte for sit job, vurderer ekspert. Arkivfoto: Jacob Schultz

Professor Per Nikolaj Bukh tror ikke på, at den alvorlige økonomiske situation på VUC Syd koster direktør Asbjørn Nielsen jobbet. Han vurderer, at VUC Syds nu afsatte bestyrelse har manglet evnerne til at rette op på den skandaleombruste skole.

Fredning: Den dramatiske udvikling i VUC Syd-sagen kommer ikke til at koste direktør Asbjørn Nielsen jobbet. Det vurderer professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, der har fulgt VUC Syd-sagen tæt, siden sagen startede i juni 2017.

- Jeg synes nødvendigvis ikke, at det, der foreligger, peger ind på direktøren, siger professoren, der har gennemlæst hele korrespondancen mellem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) og VUC Syd frem til tirsdag, hvor skolens bestyrelse blev afsat.

JydskeVestkysten kunne i fredagens avis afsløre, at VUC Syds bestyrelse blev afsat, da den ifølge Stuk i næsten to måneder havde kendskab til de alvorlige økonomiske problemer på VUC Syd, og at bestyrelsen ikke kunne redegøre tilfredsstillende for den økonomiske situation. De økonomiske problemer var så store, at VUC Syd måtte låne penge for at betale løn til de ansatte.

Per Nikolaj Bukh vil dog ikke helt frikende direktøren for ansvar for rodet på VUC Syd, men mener ikke, at det er ham, der står først for skud, når der skal findes en synder. Det er nemlig bestyrelsen, der har det overordnede ansvar for de økonomiske problemer, og derfor er det den, ansvaret falder tilbage på.

- Asbjørn Nielsen har ikke formået at lave en plan, men har bestyrelsen ikke givet ham et ordentligt mandat, er det også svært, siger han.

Annonce

Sagen kort


  • Tirsdag blev VUC Syds bestyrelse afsat af Undervisningsministeriet, som i stedet indsatte et midlertidigt styre.
  • Begrundelsen var, at bestyrelsen samt den tidligere bestyrelse, som Haderslev-borgmester H.P. Geil (V) var formand for, har bragt skolens fremtidige drift i fare.
  • Det midlertidige styre skal hurtigst muligt og senest 15. oktober kortlægge og vurdere skolens økonomiske situation, så Stuk kan træffe en beslutning om, hvorvidt VUC Syd kan fortsætte sin drift.
  • Torsdag afslørerede en aktindsigt, at lønnen til flere ansatte og finansieringen af studieture i august var i fare.
  • Desuden blev kom det også frem, at VUC Syds bestyrelse ifølge Stuk siden 2. juli har kendt til de alvorlige økonomiske problemer uden at kontakte ministeriet.

Ingen konkurrent

Per Nikolaj Bukh forklarer, at Stuk ikke har bemyndigelse til at fyre direktøren. Det har kun bestyrelsen. Han føler sig dog også ret sikker på, at Asbjørn Nielsen kan beholde direktørjobbet.

- Jeg ville endnu engang blive overrasket, hvis man afsætter direktøren. For så har man ingen direktør, og hvordan kan man så lave en plan? Så skal man have en førsteklasses-økonomidirektør, og ham finder man nok ikke i den givne situation. Det er nok ikke der, han siger sit job op for at prøve lykke en måned. Så du må ride på de heste, du har, siger Per Nikolaj Bukh.

Han forstår udmærket, at Stuk har afsat VUC Syds bestyrelse, selvom han erkender, at det må have været en yderst svær opgave at forsøge at rydde op på VUC Syd.

- Bestyrelsen har ikke formået at levere den indsats, der skal til. Det er delvis, fordi de ikke har haft kompetencerne eller forstået, hvor meget der skal til, siger han.

Nu afsat bestyrelsesformand Signe Knappe har udtalt, at hun erkender, at der er en alvorlig økonomisk situation på VUC Syd, men har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce