Annonce
Haderslev

Ekspert: VUC Syd kører i alt for dyre biler

Konstitueret direktør Vinnie Lerche Freudendal. Arkivfoto

Det er tilsyneladende langt billigere at køre i leasede Opel'er end i de seks BMW'er, som VUC Syd har som tjenestebiler. VUC Syd skal forklare sig over for styrelsen.

Det koster VUC Syd 5500 kroner om måneden pr. stk., når skolens medarbejdere kører rundt i seks små BMW'er.

Det skriver DR Syd. Oplysningerne har DR fået via en aktindsigt i den igangværende undersøgelse, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet laver af VUC Syd.

Undersøgelsen er blevet sat i gang med baggrund i dette års pressehistorier om skolens brug af offentlige midler.

Styrelsen har bl.a. bedt VUC Syd forklare, hvordan leasingen af BMW'er lever op til kravet om sparsommelighed.

Det kan blive endnu et problem for den skandaleramte skole, vurderer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- Det er ikke i overensstemmelse med de principper, vi har i den offentlige sektor om at udvise passende sparsommelighed, siger han til DR Syd.

Konstitueret direktør Vinnie Lerche Freudendal ønsker ikke at udtale sig om sagen til DR. Men hun skriver i sin redegørelse til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, at der allerede under sidste leasingperiode fra 2014-2016 ikke var en reel besparelse ved brug af tjenestebiler, sammenlignet med udbetalingen af statens lave sats for kørsel i egen bil.

Vinnie Lerche Freudendal forklarer også, at VUC Syd har skåret antallet af tjenestebiler ned fra 20 til 14 biler. Derfor undrer det Per Nikolaj Bukh, at VUC Syd ikke har nøjes med at lease en billigere bilpakke, når nu VUC Syd ikke kunne få ordningen til at løbe rundt.

BMW'erne koster skolen 5500 kroner om måneden pr. stk., og det er dobbelt så meget pr. bil som resten af skolens bilpakke. Den består nemlig af 8 Opel'er til 2400 kroner pr. stk. om måneden.

- Hvis man har kunne vælge mellem en dyr og billig leasingaftale, og man så vælger den dyre aftale, så rejser det naturligvis spørgsmål om, hvorvidt man har udvist passende sparsommelighed for de offentlige midler. Hvis man har et stort kørselsbehov, så ville jeg normalt forestille mig, at det at køre i en leaset bil af et billigere mærke og en tilpas lille størrelse, burde være konkurrencedygtigt til at skulle betale kørselsgodtgørelse til medarbejdernes egen bil, siger Per Nikolaj Bukh.

Konstitueret direktør Vinnie Lerche Freudendal skriver i sin redegørelse, at ledelsen har valgt at opretholde ordningen med tjenestebiler af hensyn til medarbejderne og miljøet og af markedsføringshensyn, da bilerne kører med VUC Syds logo.

Men den forklaring kan ikke stå distancen, når det bliver sat op mod kravet om sparsommelighed, mener Per Nikolaj Bukh.

- Det er rigtigt nok, at logo på siden også løser et legitimt formål med branding, som i øvrigt er ens for de to slags biler. Men hvis den ene bil er særligt miljørigtig, så er det et moment i den vurdering, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skal tage. Det er ikke uddannelsesstedets formål at have en særlig klimadagsorden, siger han.

Sagen er langt fra den eneste, som har fået eksperter til at stille spørgsmål ved måden, hvorpå VUC Syd forvalter offentlige midler på.I løbet af det seneste år har eksperter sat spørgsmålstegn ved institutionens brug af penge på blandt andet lukrative sponsoraftaler, Apple Watches som personalegoder og designermøbler.

Med dagens nye afsløring vurderer Per Nikolaj Bukh, at der tegner sig et bekymrende billede af VUC Syds forvaltning af offentlige penge.

- Jeg synes, at når man ser nede på den enkelte sag, og jeg kan jo heller ikke lade være med at skele til nogle af de andre historier, så er der et mønster, hvor man tilsyneladende ikke har haft et behov for at udvise den sparsommelighed, som man kender fra andre dele af den offentlige sektor.Alle sagerne bliver på nuværende tidspunkt undersøgt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

VUC Syd har fået ny direktør

Annonce