Annonce
Udland

Eksperter drøfter om virus udgør international sundhedsrisiko

Ukendt virus har kostet 17 kinesere livet, og nu drøfter eksperter, om der skal iværksættes særlige tiltag.

16 eksperter fra Verdenssundhedsorganisationen WHO holder onsdag møde om et nyt coronavirus, der har kostet adskillige mennesker livet.

Onsdag eftermiddag er dødstallet i Kina steget til 17 personer, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Der er også bekræftet tilfælde af virusset i Thailand, Sydkorea, Japan, Taiwan og USA.

I alle tilfælde er der tale om personer, som har været i den kinesiske millionby Wuhan, der anses for arnestedet for den ukendte virus.

Der er tale om et hasteindkaldt møde, der holdes bag lukkede døre i hovedkvarteret i Geneve.

Eksperterne skal tage stilling til, hvorvidt virusset udgør en såkaldt international sundhedskrise.

Begrebet dækker over "en ekstraordinær begivenhed, som udgør en folkesundhedsrisiko i andre lande gennem international spredning af sygdommen, og som potentielt kræver et koordineret internationalt svar".

Det kan eksempelvis være rejserestriktioner eller screening af passagerer i lufthavne.

I flere lande verden over er man begyndt at screene passagerer fra Wuhan.

Det gælder blandt andet i USA, Australien, Japan, Thailand, Singapore og Sydkorea.

Herhjemme er der ikke indført screening af passagerer. Det skyldes, at der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er dokumentation for, at det kan hindre spredning af smitte.

Sundhedsstyrelsen anbefaler heller ikke, at der indføres rejserestriktioner til de lande, hvor der har været tilfælde af det nye virus.

- Hvis man skal rejse til lande, der er berørt, vil vi råde til, at man orienterer sig og følger de lokale myndigheders anvisninger samt følger de generelle råd for god håndhygiejne for at beskytte sig, for eksempel hyppig håndvask og undgår kontakt til syge personer, siger læge Ane Just Ohrt, Sundhedsstyrelsen, til styrelsens hjemmeside.

Der er ikke nogen direkte flyruter mellem Danmark og Wuhan.

SAS flyver til andre destinationer i Kina, men har på nuværende tidspunkt ikke truffet særlige forholdsregler.

- Vi holder nøje øje med situationen og følger myndighedernes anbefalinger, lyder det fra pressevagten i SAS.

Når WHO's eksperter har holdt møde, ventes der at blive indkaldt til et pressemøde onsdag aften.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce