Annonce
Aabenraa

Eksperter er enige: Styrelse dømmer tyskere ude ulovligt

Når tyskere - som familien Sell, her i selskab med ejendomsmægler Ole Jepsen, Nybolig i Padborg - møder en mur, når den vil have papir på EU-ophold, er der ikke lovhjemmel for det, mener eksperter. Foto: Timo Battefeld
Styrelsen SIRI forlanger, at man allerede bor i Danmark, hvis man vil søge EU-ophold, som tyskere huskøbere gør, selvom man dokumenteret har penge nok eller har job i Danmark. Det strider imod juraen, mener eksperter.

Aabenraa: Måske er der en grund til, at SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, ikke vil fortælle, hvor man specifikt finder grundlag for den ændrede praksis for udstedelse af EU-opholdsbeviser, som ligger hindringer i vejen for tyske huskøbere i Danmark.

Man hindrer nemlig den frie bevægelighed i EU og er ikke på juridisk sikker grund. Faktisk ulovlig grund. Det fortæller eksperter, JydskeVestkysten har talt med. Særligt kravet om, at man kun kan få papir på sit ophold, hvis man i forvejen bor i Danmark, spænder ben for de mange tyske huskøbere i Sønderjylland.

- Det virker lidt gak, må jeg nok sige, svarer Marlene Wind, der er EU-ekspert og professor i statskundskab på Københavns Universitet.

- Det lyder problematisk, og det lyder, som om de (SIRI, red.) har indført en ny praksis, en ny fortolkning, som de facto gør det vanskeligt for den frie bevægelighed og frie etableringsret. Jeg tror ikke, det holder i retten, siger Marlene Wind.

JydskeVestkysten har beskrevet, hvordan en tysk familie, der kontant har købt hus i Danmark, for tredje gang er blevet nægtet ophold, og det giver absolut ingen mening for EU-eksperten.

- Det lyder som obstruktion. Jeg tror ikke på, det kan holde nogen steder. Hvis jeg var dem, ville jeg kontakte en advokat omgående, lyder rådet fra Marlene Wind.

Annonce

Sagen kort

  • JydskeVestkysten har i en række artikler skrevet om, og dokumenteret, en ny praksis for udstedelse af EU-opholdsbevis. Sådan ét skal man bruge, når man vil bo i Danmark efter at have købt fast ejendom. Tyske huskøbere kan godt købe et hus. Det gør de enten kontant med tysk finansiering eller løfte om finansiering i Danmark.
  • Tidligere kunne tyskerne med en underskrevet købsaftale i hånden få EU-opholdsbeviset sendt til ejendomsmægler eller advokat, hvorefter erhvervelse af dansk cpr-nummer, finansiering og andre formalia kunne komme på plads. Siden engang i løbet af 2019 har Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, ændret praksis, så man nu kun kan få et opholdsbevis, hvis man allerede bor i Danmark. Det kan man så dokumentere med en lejekontrakt på det hus, man egentlig har købt.

Kritiserer SIRI-praksis

Og der er altså noget at komme efter, mener Sune Klinge, som er postdoc på det juridiske fakultet på Københavns Universitet. Man kan udstede et opholdsbevis på forskellige grundlag. Det kan være som arbejdstager i Danmark eller som havende ”tilstrækkelige midler”. Det er netop, hvad der er tilfældet, når tyskere vil købe hus i Danmark.

- Hvis man søger om EU-ophold og har tilstrækkelige midler, så mener jeg ikke, man kan gøre, som SIRI gør. Altså kræve, at man allerede bor i Danmark, når man ansøger, siger Sune Klinge.

- Når man kan købe et hus, har man også tilstrækkelige midler. Det er min konklusion efter at have læst et gammelt notat fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som fortæller om, hvordan man fortolker begrebet i dansk ret. Man skal tage højde for, at ”tilstrækkelige midler” ikke er det samme i alle EU-lande. I notatet er man helt nede på, at det, der skal til, er beløb, man kan få i starthjælp eller SU, forklarer Sune Klinge.

På vildspor

Han, og flere andre eksperter, avisen har talt med, siger, at det med at have taget ”praktisk og reelt ophold i Danmark” slet ikke er i spil, når man kan dokumentere, at man er arbejdstager i Danmark eller – som det oftest er tilfældet – har tilstrækkelige midler.

- Jeg synes, det lyder vildt. Som om man har retten til at flytte til Danmark og købe en bolig, og det har man ifølge EU-retten, men reelt ikke kan benytte den. Der er nogle rammer, udstukket af EU i et direktiv, og så må vi i Danmark afgøre, hvordan det skal ske rent praktisk. Det gør vi med EU-opholdsbekendtgørelsen, men hvis den gør, at direktivet ingen virkning har, så har SIRI en dårlig sag, synes Sune Klinge.

- Skærer vi helt ind til benet, er formålet, at man ikke må ligge Danmark til last økonomisk. Derfor, hvis man har en sund økonomi eller er arbejdstager, så kan man få ophold, tilføjer han.

Faktisk ville man formentlig have en sag, hvis man sagsøgte staten, fordi man undergraver retten til kapitalens frie bevægelighed, køb og salg af fast ejendom, som er et af grundvilkårene i EU, mener Sune Klinge.

- Så kan man få SIRI ud af busken, siger han.

EU-ekspert og professor i statskundskab Marlene Wind, Københavns Universitet, kalder det "gak", når styrelsen SIRI forsøger at forhindre den frie bevægelighed i EU. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Mangler juridisk hjemmel

SIRI har tidligere sagt til JydskeVestkysten, at ”SIRI udsteder EU-opholdsbevis på baggrund af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udstedelse af EU-opholdsbevis kræver, at borgeren opfylder betingelserne som f.eks. arbejdstager eller ophold med tilstrækkelige midler, og at borgeren har taget ophold i Danmark”.

- Det tror jeg ikke, de mener, når alt kommer til alt. Den sidste del er efter min vurdering forkert. Jeg kan ikke se, at de har de har juridisk hjemmel til det, siger Sune Klinge.

EU-opholdsbekendtgørelsen, som SIRI læner sig op ad, har hjemmel i Udlændingelovens § 2, stk. 4.

- Reglerne skal ikke ændres i Folketinget. I virkeligheden ville Mattias Tesfaye (socialdemokratisk udlændinge- og integrationsminister, red.) kunne se på bestemmelsen og indskærpe praksis over for sit embedsværk, mener Sune Klinge, og tilføjer:

- Hvis SIRI’s praksis er ulovlig, er det lige meget, at de ikke har ændret den, siger Sune Klinge med henvisning til SIRI’s direktørs udmelding om, at praksis på området ikke er ændret, og at alt er godt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce