Annonce
Udland

Eksperter: USA's melding om bosættelser kan modarbejde fred

Jaafar Ashtiyeh/Ritzau Scanpix
USA vurderede i 1978, at Israels bosættelser ikke kan forenes med folkeretten. Nu har USA ny holdning.

Det er en logisk fortsættelse af den hidtidige politik under Trump-regeringen, men det kan i sidste ende også komme til at stå i vejen for fred i Mellemøsten.

Sådan lyder vurderingen fra flere internationale eksperter, efter at USA har meldt ud, at det ikke længere vil betragte israelske bosættelser på Vestbredden som værende i strid med folkeretten.

Det skriver blandt andet medierne Foreign Policy samt Sky News.

Under præsident Donald Trump har USA flyttet den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Og i marts anerkendte Trump Israels annektering af Golanhøjderne.

Sammen med mandagens udmelding fra udenrigsminister Mike Pompeo presser det palæstinenserne i en grad, så en eventuel tostats-løsning med en israelsk og en palæstinensisk stat side om side er meget svær at se.

Det mener Aaron David Miller, tidligere rådgiver ved USA's udenrigsministerium.

- Nu har vi en samlet pakke af tiltag, som gør en traditionel løsning på det israelsk-palæstinensiske problem praktisk umulig - som minimum mens Trump er ved magten, siger Miller til Foreign Policy.

Trump og hans administration har i lang tid arbejdet på en plan, der skal løse den mangeårige strid mellem israelere og palæstinensere.

Der er dog ikke sluppet meget ud om planen, som Trumps svigersøn Jared Kushner er en af hovedartikekterne bag.

Med de mange pro-israelske udmeldinger vil USA få svært ved at agere som neutral mægler i eventuelle forhandlinger.

Det mener professor Amin Saikal, mellemøstekspert ved The Australian National University, ifølge Sky News.

- Trump-administrationen har været en meget stærk Israel-støtte, og derfor har den i bund og grund undermineret Trumps position som en mulig upartisk mægler i forhandlingerne mellem palæstinenserne og israelerne, siger Saikal til det britiske medie.

Tuqa Nusairat, som er tilknyttet en mellemøstafdeling hos tænketanken Atlantic Councils, går skridtet videre.

Han mener, at USA er medvirkende til at skabe en situation, som har "isoleret palæstinensere i enklaver på Vestbredden og skabt et fængsel i den fri luft i Gaza, som ikke på nogen måde kan udgøre en fremtidig palæstinensisk stat".

Ifølge Foreign Policy mener andre eksperter dog, at udmeldingen kan være med til at sætte skub i forhandlinger.

Det gælder blandt andre James Phillips fra tænketanken Heritage Foundation.

Han mener, at det pres, der følger af udmeldingen, kan være et incitament for palæstinenserne til at give sig i forhandlingerne, siger han til det amerikanske medie.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel i Foreign Policy
Link til udtalelser fra Atlantic Council
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Sønderjyske politikere måtte vælge pragmatisme før principper

Det hører til sjældenhederne, at embedsmænd udtaler sig skarpt og uden omsvøb. Men det gjorde han, direktøren på rådhuset. ”Fuldstændigt utilstedeligt” kaldte Stig Werner Isaksen udvidelsen af Tinglev-virksomheden N.T. Tømrer og Snedkerforretning. Det utilstedelige består ifølge den kommunale direktør i, at en anden direktør, virksomhedsejeren, har udvidet sit firmas fysiske rammer uden at sørge for de nødvendige tilladelser først. Ulovligheder skal selvfølgelig ikke accepteres. ”Med lov skal man land bygge”, som det står skrevet på indgangen til Københavns Byret. Og indlysende er det, at politikernes beslutning om – imod forvaltningens anbefalinger – at godkende Tinglev-virksomhedens udvidelse har nogle åbenlyst indbyggede problematikker. FOR HVILKET SVAR giver man det næste firma, der bryder reglerne lige så klokkeklart, som N.T. Tømrer og Snedkerforretning har gjort? Og hvordan vil den virksomhed, den direktør reagere, hvis embedsmændene også til den tid siger nej, og politikerne modsat nu holder fast i afgørelsen? Forskelsbehandling er blot et af de ord, der falder lige for. Som Stig Werner Isaksen formulerer det: - Jeg kan sagtens forstå politikernes beslutning, men jeg kunne bare ikke anbefale den. DET STOD PÅ ingen måde skrevet i embedsmands-manualerne, at det var den løsning, der blev konklusionen. Politikerne har i denne sag valgt den pragmatiske tilgang: Det ser ikke kønt ud; der er dog noget meget vigtigere på spil: Eller som den socialdemokratiske gruppeformand og borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, konstaterede: - For os handler det om arbejdspladser. Venstres Philip Tietje, der er formand for vækstudvalget for land og by, er på linje. Også han kunne se arbejdspladser forsvinde, hvis politikerne havde fulgt embedsmændenes anbefalinger. SKÅRET IND TIL benet: Politikerne valgte pragmatisme før principper. Arbejdspladser før overholdelse af regler. Naturligvis er politikerne fuldt ud bevidste om dilemmaerne, og de har formentlig godkendt udvidelsen af Tinglev-virksomheden med billeder på nethinden af de problemer, godkendelsen kan skabe for dem senere. Ingen af dem kunne bare have holdt til de konsekvenser, en fastholdelse af den administrative afvisning måske havde resulteret i. ”POLITIKERNE SKYLD I, at virksomhed må fyre”, var en konklusion, der kunne være taget på de sociale medier. Det er selvfølgelig noget sludder, for virksomheden har ikke fulgt reglerne, men den slags kan være svær at forklare over for dem, der af den grund måtte sige farvel til deres arbejdsplads. Politikerne var nødt til at godkende virksomhedens udvidelse på bagkant. Vel vidende at en lignende sag kan dukke op i deres indbakke en anden gang. Og hvad gør de så? GOD SØNDAG

JV Podcast

JV Podcast: Danfoss-fyringer, rekord-opkøb og en enkelt københavner-chef huserer på Als

Annonce