Annonce
Nordtyskland

Eksplosiv stigning af smitte i Flensborg er et mysterium

Det pludselige, danske krav om test udløste enorme køer ved testcentrene i Flensborg. 
Flensborg er tæt på grænsen til meget voldsomme forholdsregler, efter coronaepidemien er løbet helt løbsk.
Annonce

FLENSBORG: I lang tid kunne indbyggerne i Flensborg relativt afslappet iagttage udviklingen andre steder i Tyskland. Mens antallet af coronasmittede hurtigt steg i Bayern og Sachsen samt til dels i det sydlige Slesvig-Holsten, lå niveauet i fjordbyen under den kritiske grænse på 50 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i løbet af syv døgn.

Den tid er forbi. Mens smittetallene samlet set daler, er de gået hastigt i vejret i Flensborg. Torsdag var der 184 nye smittede pr. 100.000 indbyggere på syv døgn. Hermed er grænseværdien på 200 i synsvidde. Bliver den overskrevet, truer nye, massive indskrænkninger i dagligdagen.

Annonce

Ukendt årsag

Ikke kun mange borgere forsøger at gætte på en årsag. På rådhuset har man heller ikke noget entydigt svar.


Smittemønstret er meget spredt. Vi kan ikke finde nogen klare hotspots.

Clemens Teschendorf, pressetalsmand.


- Smittemønstret er meget spredt. Vi kan ikke finde nogen klare hotspots, siger Clemens Teschendorf, der er kommunens pressetalsmand.

Teorier er der mange af. Nogle er muligvis til dels rigtige, andre er snarere fabler.

Gennem cirka en uge tester de lokale sundhedsmyndigheder størsteparten af de positive coronatest for mutationer. Her kan man kun se, om der er mutationer på spil, men ikke hvilke der er tale om. Derfor blive nogle prøver sendt videre til et speciallaboratorium på Charité-hospitalet i Berlin.

De første resultater forventes torsdag eftermiddag eller senest fredag.

Hidtil er godt 30 prøver sendt til Berlin.

I de seneste dage har mange i Flensborg undret sig over, hvorfor Danmark har indført strenge indrejseregler og også kun slipper pendlere ind med en frisk, negativ coronatest, mens grænsen mod syd er åben.

Men det er formentlig usandsynligt, at smitte nord for grænsen er skyld i udviklingen i Flensborg. I Danmark har smitten løbende været faldende siden midten af december. For eksempel er der i Aabenraa Kommune torsdag 87 nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage, hvilket er markant mindre end i Flensborg. Lidt højere er smittespredningen i Sønderborg og Tønder.

Annonce

Næppe fra Danmark

- Der har kun været nogle få enkeltstående tilfælde af smitte fra Danmark. Men det kan slet ikke forklare vores stigning, understreger Clemens Teschendorf.

Hertil kommer, at pendlerne jo ikke kun bor i Flensborg, men også i oplandet. Men i Slesvig-Flensborg har antallet af nye smittede været støt faldende i de seneste dage, og incidensen er kun på 40,3.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce