Annonce
Tønder

El-biler: Røde partier går sammen om grønt forslag

Tønder burde se lidt mod øst, mener Enhedslistens Claus Højsgaard, Løgumkloster. Sønderborg Kommune er stor tilhænger af elbiler. Her sætter borgmester Erik Lauritzen stikket i til en af kommunens nyindkøbte elbiler. Arkivfoto: Kim Toft Jørgensen
SF og Enhedslisten foreslår, Tønder Kommune udskifter kommunens køretøjer med miljøvenlige biler. Sagen rejses efter initiativretten i byrådssalen.

TØNDER: Tønder Kommunes bilpark, der består af traditionelle benzin- og dieseldreven køretøjer, skal skiftet ud med mere møljøvenlige modeller.

Sådan lyder et udspil fra Enhedslisten og SF, der er på vej mod byrådssalen i Tønder.

- Vi vil bede forvaltningen om at udarbejde en plan og et økonomisk overslag for, hvordan kommunens køretøjer kan udskiftes løbende med el-drevne og hybridbiler, siger Enhedslistens talsmand, Claus Højsgaard.

Annonce

Andre kommuner har omstillet eller er i gang med at omstille deres bilpark. Det burde vi om nogen følge.

Claus Højsgaard, Enhedslisten, Løgumkloster

Grønne fingeraftryk

Det grønne fremstød fra de to røde partier skal ses i lyset af det netop indgåede forlig omkring Tønder Kommunes budget for 2020. Her er der ifølge SF og Enhedslisten ikke mange grønne fingeraftryk, hvilket er en af årsagerne til, at begge partier står uden for den indgåede aftale.

- Det giver os mulighed for at komme med nye initiativer, påpeger Claus Højsgaard.

Om og i givet fald hvor meget en løbende udskiftning af køretøjerne vil koste, har hverken SF eller Enhedslisten et bud på.

- Vi kender jo ikke de aftaler, kommunen har indgået. Det er derfor, vi vil bede forvaltningen om at komme med en redegørelse. Andre kommuner har omstillet eller er i gang med at omstille deres bilpark. Det burde vi om nogen følge. Vi bor bag et dige, og dermed bliver vi nogle af de første, der bliver berørt af klimaforandringerne. Vi burde gå forrest i kampen for mere grøn energi, siger Claus Højsgaard.

Til hjemmeplejen

En af de kommuner, der har anskaffet sig en grønnere bilpark, er Odense, hvor hele hjemmeplejen kører i el-drevne køretøjer.

- På hjemmeplejen giver det god mening at køre i elbil, fordi det er en del af vores driftsenheder, der kører meget. Og fordi de kører meget, så er elbiler en god løsning, har Cecilie Schwartz Førby, der er chef for kontrakt og udbud i Odense Kommune, tidligere forklaret til TV2.

Strøm er nemlig billigere end diesel.

- Over den første fireårige periode regner vi med en driftsbesparelse på fire millioner kroner. Det er omkring en million kroner om året, siger Cecilie Schwartz Førby.

Regnestykket tager dog ikke højde for engangsudgiften på fire millioner kroner til opstilling af ladestandere.

Lange ture

Claus Højsgaard regner med, at forslaget om omstilling til eldrevne biler i Tønder vil blive fremsendt til kommunalbestyrelsesmødet i december. Forslaget vil i første omgang gå ud på at få forvaltningen til at udarbejde et økonomisk overslag. Når det ligger på bordet, kan der træffes en politisk beslutning.

- Vi er naturligvis opmærksomme på de lange afstande, vi har i kommunen. Derfor vil der nok være behov for hybrid-biler, i nogle tilfælde. Selv om vi helst så, at alle kommunens køretøjer fremover bliver eldrevne, siger Claus Højsgaard.

Sønderborg Kommune, der arbejder målrettet på at bliver CO2-neutral, har 397 personbiler og minibusser. Af disse er 10 eldrevne, men 18 er hybridbiler og altså både kører på strøm og benzin.

Sønderborg Kommune har ikke en overordnet plan for udfasning af benzin- og dieselbiler.

- Det handler om at skubbe til udviklingen hele tiden. Vi skal være nogen af dem, der går foran, men alligevel i et roligt tempo, hvor økonomien kan følge med. Vi vil gerne være med til at redde verden på vores måde, sagde Erik Lauritzen, borgmester, da kommunen forleden indsatte to nye elbiler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce