Annonce
Indland

Elbus-flåde i København skal sætte skub i grøn omstilling

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Busselskabet Movia indsætter 48 elbusser i København søndag. Det er et led i stort skridt mod CO2-reducering.

Fra søndag vil betydeligt færre busser i København larme og udlede store mængder CO2, når blandt andre transportminister Benny Engelbrecht (S) søndag er med til at indvie 48 nye elbusser i hovedstadsområdet.

Flåden af elbusser erstatter dieselbusserne, og ifølge busselskabet Movia, der står for driften, mindsker det den årlige CO2-udledning fra busserne i København og Frederiksberg med 4300 tons. Det svarer til 22 procent af det nuværende.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) ser det som et godt skridt mod, at buskørslen i Danmark i løbet af de næste år bliver helt grøn.

- Det er et rigtig godt skridt. 11 procent af busserne i landet vil køre på andet end diesel inden udgangen af 2019, siger Benny Engelbrecht.

Flere busselskaber har dog kontrakter på 10-12 års varighed og er dermed bundet til dieselbusserne. Blandt andet er Fynbus først klar til at udskifte busserne på Fyn i 2023, når de kan lave et nyt udbud.

I øjeblikket kører der 205 dieselbiler rundt på Fyn ifølge Fyens Stiftstidende.

Det problem anerkender Benny Engelbrecht, selv om hans vision er, at alle busser kører klimavenligt. Men han vil ikke sætte et bestemt mål.

- Det er klart, jeg har et mål om, at alle danske busser kommer til at køre klimavenligt og CO2-neutralt: El, biogas eller brint for den sags skyld. En helt præcis målsætning er naturlig at tænke ind i klimahandlingsplanen.

- Jeg synes det skal gå så hurtigt, som det er muligt. Men det er uklogt at opsige løbende kontrakter. Så må man tænke grønt ved næste udbud, siger han.

I den netop færdigforhandlede finanslov for 2020 blev partierne enige om at afsætte 75 millioner kroner til blandt andet grønnere buskørsel.

Man ved endnu ikke, hvad pengene præcist skal gå til, men det kunne blandt andet være til ladestationer, så omstillingen til elbusser bliver nemmere for busselskaberne, forklarer ministeren.

- En del kommuner er langt i omstillingen. Men vi vil gerne endnu længere, og derfor vil vi gerne understøtte, at endnu flere busser bliver grønne, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Også hos Københavns overborgmester er glæden stor over den nye flåde af elbusser i byen.

- Det er et afgørende skridt mod et grønnere København med ren luft – og jeg er utroligt glad for, at regeringen nu prioriterer den grønne omstilling til elbusser, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

112

15.000 flere biler om dagen på fem år: Antallet af biler på motorvejen ræser af sted

Annonce