Annonce
Navne

Elegantieren viede karrieren til Brøndby

Ole Bjur spillede sin sidste ligakamp for Brøndby i 2000. Han nåede 384 kampe for klubben. Kun fem spillere har flere kampe for klubben. Foto: Ulrik Jantzen/Ritzau Scanpix

Den pensionerede fodboldspiller Ole Bjur, der 13. september fylder 50 år, var en stor succes i Brøndby i perioden op til årtusindskiftet.

50: "Ole Bjur, Bjur, Bjur. Ole Bjur, Bjur, Bjur".

I perioden fra 1991 til 2000 var Ole Bjur, der torsdag 13. september fylder 50 år, blandt de mest populære skikkelser blandt "Faxe-tribunens" brøndbyfans, som dedikerede ovenstående sang til ham.

Den elegante spiller, der oprindeligt var angriber, men siden blev kendt som højrekant, kom til Brøndby, da klubben var lokomotivet i dansk fodbold og lige havde været to minutter fra en plads i UEFA Cup-finalen i 1991. Træner Morten Olsen så sig varm på Bjur, der både kunne løbe solen sort i det velkendte presspil og stå for teknisk fodbold, og hentede ham i 2. divisionsklubben Vanløse.

Året efter blev Olsen fyret, og i stedet kom Ebbe Skovdahl til klubben til sin tredje periode som træner. Genopbygningsfasen ovenpå Interbank-krakket, der var tæt på at føre Brøndby til konkurs, fik en svær begyndelse, men Skovdahl fik Brøndby tilbage til toppen kulminerende med tre mesterskaber på stribe fra 1996 til 1998.

I den periode var Bjur en af holdets vigtigste spillere, og han nåede 384 kampe for klubben, inden han sagde farvel i 2000. Kun fem spillere har flere optrædener for Brøndby.

Annonce

Fodbold efter karrierestoppet

Bjur fik tre A-landskampe for Danmark og scorede sejrsmålet, da han debuterede i 1-0-sejren over Sverige i august 1996.

Han har ikke sluppet fodbolden efter karrierestoppet. I 2011 tiltrådte han som sportschef i Brøndby, men to år senere blev han opsagt efter svigtende resultater. Siden havde han samme job i Fremad Amager, før han i 2015 skiftede til et job med talentudvikling i Divisionsforeningen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce